Det er en historisk beslutning, energi-, forsynings- og klimaministeren har taget, om ikke længere at ville give tilladelse til at eftersøge og udvinde olie og gas på land, mener DANVA.
”Der er stor ros til ministeren for at tage dette definitive skridt. Det betyder nemlig, at vi ikke længere skal bekymre os om, at fracking efter skiftergas ville kunne forurene vores drikkevand,” siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.
Franske Total borede i en årrække under stor bevågenhed efter skifergas i Dybvad i Nordjylland. Men selskabet opgav til sidst eftersøgningen, der blandt andet bød på en skandale. Total havde anvendt et kemikalie, som det ikke havde tilladelse til at bruge. Afsløringen betød, at myndighederne standsede eftersøgningen i en periode, og at selskabets aktivitet blev sat under skærpet overvågning.
”Det er DANVAs holdning, at efterforskning og indvinding af råstoffer kun må ske, hvor det er uden risiko for grundvandet. Problemet er, at man ikke kan være sikker på at holde kemikalierne væk fra grundvandet,” siger Carl-Emil Larsen.
Siden Total opgav at fracke i Dybvad, har det hollandske firma Nail Ressources haft en ansøgning liggende i Energistyrelsen om at få lov til at bore efter skifergas på Lolland-Falster. Ministerens beslutning betyder nu, at ansøgningen bliver afvist.
”Det glæder vi os over. Der er jo højt tryk nede i jorden, og derfor er der risiko for, at en forurening vil kunne sprede sig til grundvandet. Vi ser skrækeksempler fra udlandet, hvor fracking har forurenet drikkevandsmagasiner. Fejl og mangler kan få alvorlige miljømæssige konsekvenser,” siger Carl-Emil Larsen.
En ny vurdering fra GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Grønland og Danmark) og Energistyrelsen viser, at der ikke umiddelbart er potentiale for at finde olie og gas af samfundsøkonomisk betydning på land i Danmark.