I påsken skal danskerne være på vagt over for digitale svindlere – betal sikkert
Påskeugen er et af de tidspunkter på året, hvor danskerne for alvor svinger kortet.
Men det er også højsæson for digital svindel, fordi vi sænker paraderne over for tilbud om "gratis gaver" eller mails, der snyder os til at udlevere personlige oplysninger – og fire ud af fem personer er for dårlige til at tjekke potentiel svindelkommunikation ordentligt, viser forskningsrapport.
"Du har vundet", "Eksklusivt tilbud" og "Handling påkrævet". I vores digitale dagligdag støder vi på masser af mails og sms'er, hvor der potentielt er fare for svindelnumre. Og antallet intensiveres ofte i de perioder, hvor vi shopper mest, såsom i påskeugen, hvor vi måske er ude at rejse eller sidder derhjemme og bestiller sommerferie eller store ting til boligen. Svindlerne regner med, at vi har sænket paraderne, så vi enten ikke tænker på risikoen for at blive snydt eller kommer til at udlevere vores personlige oplysninger, fordi vi har travlt.
Faktisk viser en forskningsrapport, lavet af Visa i samarbejde med Wakefield Research, at fire ud af fem (81 procent) af os tjekker de forkerte detaljer, når vi vil fastslå ægtheden af en henvendelse. Den globale rapport, der er baseret på interview med 6.000 personer i 18 lande, viser også, at halvdelen af forbrugerne ofte selv er sikre på, at de personligt udviser den rette årvågenhed. Men samtidig er 90 procent bekymrede for, om venner eller familiemedlemmer lader sig narre af svindelnumre. I realiteten er der for 73 procents vedkommende en sandsynlighed til stede for, at de bliver snydt ved mødet med falske henvendelser.
Rapporten kommer med en række eksempler på "svindelens sprog". Det kan være i form af en henvendelse om at "handle nu", hvis ikke man vil risikere at få afbrudt en vigtig service. Eller en meddelelse om, at man har "vundet" en præmie og skal give sine bankoplysninger for at få den udbetalt.
Sådan beskytter Visa dig mod svindel
"Visas netværk er tilgængeligt for betalinger i 99,9999 procent af alle tilfælde. Det er det på grund af Visas mange sikkerhedsnet og sikkerhedsforanstaltninger, der er med til at fastholde trygheden hos forbrugeren," siger Bente Josefsen, der er landechef for Visa i Danmark, Norge og Island.
Således har Visa investeret 10 milliarder dollar i forebyggelse af svindel og cybersikkerhed i de seneste fem år og har over 1000 specialister ansat på dette felt. Det betyder, at Visa hvert år er med til at forhindre for 25 milliarder dollar i global svindel, og at der blot opstår svindel i forbindelse med 0,1 procent af alle transaktioner, hvilket er en af de laveste rater blandt alle betalingsformer.
Samtidig har Visa en "nul-ansvarspolitik", som garanterer, at forbrugerne ikke bliver holdt ansvarlige, hvis der bliver foretaget uautoriserede køb – hverken med kreditkort eller kreditkortoplysninger.
"Vi har samarbejdspartnere i over 200 lande, og vi kan dermed opretholde en "følg-solen"-tilgang, så der altid er åbent for assistance, uanset hvor i verden, forbrugeren befinder sig," siger landechef Bente Josefsen.
Visa har eksisteret i Europa i mere end 60 år og indgår i samarbejder med verdens førende banker og virksomheder i omkring 15.000 finansielle institutioner og fintech-virksomheder, herunder danske Lunar. Visa-kreditkortet kan derfor bruges i mere end 200 lande og områder.
Fire gode råd til sikre betalinger i Påsken
- Hold personlige oplysninger for dig selv.
- Klik ikke på links, før du har fastslået, at det vil føre dig til det sted, det hævdes at føre dig til.
- Aktiver dine købsnotifikationer, som næsten med det samme fortæller dig om køb, foretaget fra din konto.
- Ring til firmaets hovednummer – eller de numre, der står bag på dit debet- eller kreditkort – hvis du er usikker på, om en henvendelse er ægte. Ring ikke til de numre, som den potentielle svindler har opført i sin sms eller mail.