Kloakken skal ikke være helt til rotterne
En rottespærre er et vigtigt redskab til at undgå invasion af de ødelæggende gnavere
Nu er det snart: ”På loftet sidder nissen med sin julegrød”. Men hvem er det nu, der står rundt omkring og skotter og vil så gerne ha’ lidt julegodter? Det er alle de små rotter, som ved nærmere eftersyn slet ikke er så små endda. Og de skal ikke være på loftet – ja, slet ikke i huset.
Derfor skal de holdes ude af kloaksystemet. Det er nemlig rotternes favoritvej ind i vores huse, hvor de kan anrette skader for tusindvis af kroner. De bider alt i stykker, som de kan sætte deres skarpe tænder i. De laver gange under jorden. De bygger deres rottereder og yngler – ja, som rotter. De efterlader ekskrementer og lugt. Og de støjer, når de løber rundt under gulvet eller i væggen. Den mest almindelige årsag til rotter i huset er utætte kloakrør.
”Kloaksystemet skal ikke være hverken helt, halvt eller kvart til rotterne. De skal slet ikke være der, og en af de mest effektive måder til at holde rotterne væk, er at få en kloakmester til at installere en rottespærre, som kan forhindre rotterne i at komme ind i ejendommens kloaksystem”, forklarer kloakmester Verner H. Kristiansen, som er tidligere formand for kloakmestrenes brancheforening, Danske Kloakmestre.
Forebyggelse
Når rotterne har gjort deres entré, kan de være vanskelige at komme af med. Det er kun autoriserede rottebekæmper, der må tage kampen op med de stædige gnavere. Derfor handler det om at forebygge, og til det vil netop en rottespærre oftest være den rigtige løsning.
Teknikken i en rottespærre er ganske enkel. Den har to klapper og placeres i kloakledningen i brønden. Klapperne forhindrer rotterne i at passere ind i systemet, fordi de kun åbner én vej. Det tillader vandet at komme ud, men sikrer samtidig, at rotterne ikke kan komme ind.
”Det lyder simpelt, og det er heller ikke kompliceret, hvis det gøres rigtigt. Mange steder kan man sætte en rottespærre, og mange steder dur det så ikke. Enten fordi spærren stopper til, eller ganske enkelt ikke sidder ordentligt. Kloakken er jo ikke dimensioneret til, at der sidder noget isenkram med to klapper og bremser pøller, papir, bind, hår, vatpinde, tamponer og andet godt”, siger kloakmester Verner H. Kristiansen.
Intet er gratis
”Nogle forsikringsselskaber fortæller, at de kommer og monterer rottespærre gratis for deres kunder. Men nej! Der er ikke noget, som er gratis. Forsikringsselskaberne tjener millioner af kroner på montering af rottespærrer, da de på den måde undgår, at kunderne får rotter ind i kloakkerne under huset. Selskaberne sikrer sig selv, og man skal for alt i verden få tjekket sine kloakker, inden man får monteret rottespærre af forsikringen. Hvis der er en skade, vil boligejeren ikke opdage den, før skaden er sket. Nemlig at rørene klapper fuldstændig sammen, og den eneste løsning er at hugge gulvet op for reparation”, forklarer kloakmesteren. Verner H. Kristiansen påpeger også, at det er vigtigt at bruge materiel af den rigtige kvalitet.
”I disse klimatider med skybrud og masser af regn for mange monteret højvandslukkere i alverdens afskygninger. Langt de fleste løsninger er plastic af en eller anden art, og rotterne gnaver hul i dem som ingenting. Boligejerne lever i lykkelig uvidenhed, indtil det bliver regnvejr. Så kommer vandet alligevel, fordi rotterne har gnavet hul og ødelagt højvandslukket”, siger han.
”Montering af rottespærre er aldeles nødvendig, hvis man har en eller anden form for højvandssikring at sit hus. Lige bortset fra, hvor man har været så fornuftig at etablere pumpebrønd som sikring mod oversvømmelse af kælderen. Men det er de færreste, der vælger den løsning, da den kan være lidt dyr at etablere.
Rottespærre klar til montering i brønden. Dæksel-løsningen med betondækslet liggende i fliserne er i øvrigt ikke længere lovlig. For kort tid siden kom der en ny standard for afløbsinstallationer, og der skal nu være karm omkring dækslet, så det umiddelbart kan åbnes. Så hvis der skal skiftes dæksel på en brønd, hvor der skal monteres rottespærre, skal det være et dæksel i en karm.
En rottespærre på vej ned. Den skrues på en lang stang og skrues så af igen, når den er på plads i brønden.
Rottespærren er nede og på plads. Monteringsstangen kan skrues af. Kloakmesteren bør følge monteringen af rottespærren op med at tjekke, at den sidder rigtige. Det sker ved hjælp af kloak-tv, som er en god og sikker måde at kvalitetssikre monteringen med.
Kameraet nede i kloakken sender klare og tydelige billeder op til kloakmesteren, som kan konstatere, at rottespærren er monteret rigtigt. De yngler som…Et enkelt rottepar kan blive til mere end 800 rotter på et år. Det lyder utroligt, men er ikke desto mindre sandt. Så den er go’ nok: De yngler som rotter. Rotten er drægtig i mellem 20 og 24 dage. Den føder typisk mellem 6 og 12 unger – pr. gang. Kort efter fødslen er hunrotten klar til at parre sig igen og fortsætte produktionen med et nyt kuld.