Hjemmelavet mad er bedst til at redde klimaet
Danskerne vil gerne spise grønnere – og så er hjemmelavet mad vejen frem. Men kun hver tredje synes, klimavenlig mad passer til deres madvaner, og især unge har svært ved at kokkerere med øje for klimaet.
Det viser en ny analyse fra Madkulturen, der her giver fem simple tip til at lave grønnere mad i januar.
Danskernes madvaner er blandt de værste i verden ift. klimabelastning, og vi spiser mere end dobbelt så mange animalske fødevarer som den gennemsnitlige verdensborger. Det konkluderede Klimarådet i december 2021.
Det vil rigtig mange af os gerne lave om på: Tre ud af fire danskere finder det vigtigt, at vi ændrer madvaner i en klimavenlig retning, og næsten to ud af tre vil gerne selv spise klimavenligt, viser en ny analyse fra Madkulturen.
"Vores intentioner er gode, og de får et ekstra nyk her i januar med nytårsforsætter og slankekure, som også tit harmonerer godt med at spise mere grønt", siger Judith Kyst, som er direktør i Madkulturen.
Samtidig er der lige nu ekstra inspiration at hente, bl.a. med grønne opskrifter i medierne, nye plantebaserede produkter i kølediskene og kampagnen Grøn Januar, hvor Dansk Vegetarisk Forening guider forbrugerne i retning af grønne varer.
Og der skal virkelig inspiration og nudging til, hvis de gode intentioner skal blive til klimavenlig virkelighed hjemme i køkkenerne.
Langt fra intentioner til handling
"Mad er kultur, og det kræver rigtig mange små valg af hver enkelt af os at lave om på vores vaner for madlavning. Hvis de grønne intentioner skal blive til virkelighed hjemme i køkkenerne, har vi brug for hjælp til at gøre det grønne valg til et nemmere valg. Både når vi planlægger måltidet, når vi handler, og når vi laver mad ", siger Judith Kyst.
At ændringerne går langsomt, ses fx ved, at der stadig er kød i tre fjerdele af vores aftensmåltider, hvilket er uændret siden 2015.
Samtidig viser den nye analyse fra Madkulturen, at det kun er hver tredje, der synes, at klimavenlig mad passer til deres madvaner. Og rigtig mange, især unge, finder det svært at lave klimavenlig mad.
Hjemmelavet mad er mest klimavenlig
Madlavningen derhjemme er ellers et godt sted at starte, hvis man vil nedbringe den fjerdedel af vores klimabelastning, der stammer fra maden. 9 ud af 10 aftensmåltider bliver spist i private hjem, og når vi laver dem selv, tænker vi langt mere over bæredygtighed, viser Madkulturens analyse.
Mens over halvdelen af de hjemmelavede aftensmåltider vurderes som klimavenlige, gælder det kun lidt over hver fjerde af de aftensmåltider, vi spiser ude eller som takeaway.
"Det hjemmelavede måltid er rygraden i en stærk madkultur, hvor vi gør maden til en del af løsningen på store samfundsproblemer. Når vi selv laver mad, har vi magten over råvarerne og kan tage hånd om blandt andet sundhed og klima", siger Judith Kyst. Og hun tilføjer:
"Detailhandlen og fødevarevirksomhederne har en vigtig rolle i at understøtte grøn madlavning, fx med måltidskasser, sampakning, frisksnittet grønt, mindre kødpakker eller andre løsninger, der gør det nemt at vælge klimavenligt, når vi handler og laver mad i en travl hverdag."
Til alle dem, der gerne vil i gang med at lave mere grøn mad her i januar, giver Judith Kyst fem tips:
Fem tips til klimavenlig madlavning i januar
1. FIND GRØNNE SMUTVEJE
Grøntsager kan kræve en ekstra indsats, når de skal skylles og snittes. På en travl dag kan du i stedet købe rodfrugter og andet grønt, som allerede er snittet, fx til lasagne, tærter og gryderetter.
2. GENOPFIND DEN DYBE TALLERKEN
Lav klassiske vintersupper, fx af jordskokker eller kartofler og porrer. Det er nemt, sundt, billigt og lækkert. Ekstra udfordring: brug ristede kikærter (i stedet for bacon).
3. ROD I KØKKENET
Tilsæt en masse revne eller snittede rodfrugter eller andre tunge grøntsager til din kødsovs, fx gulerødder, selleri eller squash. Brug gerne mange forskellige grøntsager.
4. LAD SÆSONEN GIVE SMAG
Hjælp dig selv til større velsmag ved at bruge årstidens råvarer. Når du følger sæsonerne, får du større variation og mere smag. Det gør det også nemmere at skrue ned for kød og andre animalske produkter – og så bliver klimaaftrykket mindre. Lige nu er bl.a. grønkål, rodfrugter og porrer i sæson.
5. FIND NYE KLASSIKERE
Prøv at kigge på dine egne hverdagsklassikere og overvej, om du kan introducere flere grønne retter, der kan opnå samme popularitet. Det kunne være grøntsagstærte med feta, porretærte, en fyldig salat med fisk, æg og kartofler eller lasagne med torsk og spinat.
Fakta: Danskernes forhold til klimavenlig mad
73% af danskerne mener det er vigtigt for at bekæmpe klimaudfordringerne, at vores mad- og drikkevaner bliver mere bæredygtige, og 62% vil gerne selv spise mere klimavenligt.
34% mener, at klimavenlig mad passer godt til deres madvaner. I 2019 gjaldt det kun 25%.
35% synes, det er svært at lave klimavenlig mad. Blandt de 18-34-årige er andelen 43%.
54% af dem, der fik hjemmelavet mad til aften, vurderer, at den var klimavenlig. Det gælder kun 27% af dem, der spiste ude eller fik takeaway.
Kilde: Analyse af klimavenlige madvaner, Madkulturen, januar 2021, madkulturen.dk/viden.