H.K.H. Kronprinsessen deltager i FN's Internationale Pigedag
I anledning af FN's Internationale Pigedag sætter Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen, PlanBørnefonden-ambassadør Josephine Skriver og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen fokus på de millioner af piger, der er ramt af den glemte krise i Sahel-regionen i Vestafrika
Det sker den 12. oktober på Nærum Gymnasium i København.
Flere end tre millioner mennesker er flygtet fra deres hjem, og over 13 millioner har brug for akut nødhjælp. Voldelige kampe, fattigdom og klimaforandringer går hårdest ud over piger og unge kvinder.
Krisen i Sahel i Vestafrika er temaet for FN's Internationale Pigedag, hvor PlanBørnefonden livestreamer arrangementet #GirlsInCrisis: De glemte piger i Sahel.
Det sker den 12. oktober 2021 kl. 12:20-13:35 direkte fra Nærum Gymnasium. Vi beder pressen møde op senest kl. 11.50.
Her vil Kronprinsessen og elever på danske gymnasier og folkeskoler møde unge kvindelige aktivister og eksperter fra Sahel. Eleverne stiller spørgsmål til den danske udviklingsminister Flemming Møller Mortensen om, hvad Danmark gør i regionen. Det hele styres af TV2-vært Ditte Haue.
Model og ny PlanBørnefonden-ambassadør Josephine Skriver deltager også i arrangementet.
Hvad er Pigedagen?
Hver eneste dag udsættes piger og kvinder for diskrimination. Piger undervurderes og undermineres. Vi ser fremskridt inden for ligestilling globalt, men som situationen er nu, vil det tage 200 år, før piger og kvinder har samme muligheder som drenge og mænd. Men det er i alles interesse, at pigers rettigheder respekteres.
Det gælder særligt, når katastrofer rammer. I konfliktområder kommer pigerne bagerst i køen. Derfor har PlanBørnefonden fokus på krisen i Sahel og på, hvordan situationen dér påvirker piger og unge kvinders liv og adgang til skole og uddannelse. Krisen kan få katastrofale konsekvenser for kommende generationer og påvirke hele verden.