Bordet er dækket med dansk design
Susse Fischer er forfatter til portrætbogen om fem af nutidens største danske designere og kunsthåndværkere: Grethe Meyer, Jens Quistgaard, Ursula Munch Petersen, Erik Magnussen og Ole Jensen.
Deres brugsgenstande kan få ethvert bord til at se indbydende ud, og Susse Fischer fortæller om tankerne bag de velkendte og afholdte designklassikere.
Dansk design har gennem tiden høstet stor anerkendelse rundt omkring i verden for sin formgivning, bæredygtighed og funktionalitet. Susse Fischer har skrevet en portrætbog om fem af de designere og kunsthåndværkere fra vores tid, der i den grad har været med til at give de danske borde et æstetisk udtryk. Men hvordan går vejen fra den første idé til det færdige produkt? Det fortæller og viser Susse Fischer i bogen, hvor hver designers ikoniske brugskunst præsenteres.
Bogen viser også nogle af de prototyper, som aldrig blev sendt til produktion, for Susse Fischer vil gerne tegne et nuanceret billede af designerne, som hun har haft den ære at kende personligt eller arbejde sammen med, ved at give et letlæseligt indblik i, hvordan designernes arbejdsproces tager sig ud. For både de designs, vi kender, og de designs, der aldrig blev til andet end prototyper fortæller meget om designernes personligheder. Susse Fischer har bestræbt sig på at skrive en bog, der både afspejler de fem designeres produkter og deres personligheder.
Når bordet dækkes med dansk design, indbyder det også til at samle venner om et godt måltid. Derfor afsluttes hvert portræt med opskrifter på en treretters menu, der er sammensat ud fra designernes livretter. Opskrifterne er med til at understrege, at der er tale om brugskunst, der skal anvendes i hverdagen, og som kan bruges igen og igen og samle venner og familie om gode måltider og oplevelser.
Susse Fischer er uddannet bygningsarkitekt fra Det Kongelige Kunstakademi og har sin egen tegnestue. Derudover har hun været ansat i Dansk Designråd, der i dag kaldes Dansk Designcenter, og har derigennem mødt nogle af tidens mest anerkendte arkitekter og designere. Hun er er i dag medlem af Designrådet og er selv designeren bag Øresundstoget, indretning af Parken, ombygninger af Axelborg, indretningen af flykabiner for SAS og mange andre projekter.