Folkebevægelse skal hjælpe Danmarks biodiversitet
Det står skidt til for Danmarks vilde natur og biodiversitet. Den danske natur har brug for plads, og de danske arter har brug for levesteder.
Arterne forsvinder hurtigere end nogensinde før, og ifølge den seneste kortlægning er 1.844 danske plante-og dyrearter lige nu i fare for at uddø. Derfor kalder 'Danmarks Vilde Haver' igen på danskernes hjælp. "Det kræver en folkebevægelse," mener WWF, Haveselskabet og IKEA, der står bag projektet.
Danmarks Vilde Haver var i 2020 en stor succes blandt de mange danskere, der tilmeldte sig det vilde projekt – og til gavn for biodiversiteten i de tilmeldtes haver. Næsten alle deltagere oplevede væsentlig mere liv i haven ved for eksempel at lade græsplænen stå. Vilde blomster dukkede op i græsplænen, som tiltrak et væld af insekter som vilde bier og sommerfugle. Oplevelsen blev beskrevet af flere som "et helt nyt liv i haven", og lydsiden udfyldtes af summen og sang fra bier og græshopper. Den oplevelse vil Danmarks Vilde Haver nu igen have frem hos så mange danskere som muligt – om det er haver, altaner, indkørsler eller fællesarealer.
"Vores erfaringer med Danmarks Vilde Haver fra sidste år viser, at danskerne står sammen og udviser et stort engagement i at skabe en sundere og mere vild natur i Danmark. Biodiversiteten er enormt presset, og derfor er det vigtigt at minde danskerne om, at vi alle sammen kan være med til at gøre en forskel til fordel for naturen – for eksempel ved at gøre vores egne hjem lidt vildere," siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, og fortsætter: "Og så er det også et virkelig sjovt projekt at være med i, fordi man blandt andet får en helt anden natur omkring sit eget hjem. Vi skal huske, at hver eneste kvadratmeter tæller."