Corona-lukning af genbrugsbutikker - En katastrofe for verdens fattigste – og for Meta i Sydhavnen
Coronakrisen har tvunget Folkekirkens Nødhjælp til at lukke organisationens 116 genbrugsbutikker. Det går hårdt ud over økonomien og dermed verdens fattigste. Men det rammer også de frivillige, der savner tryghed og fællesskab
Efter statsminister Mette Frederiksens første pressemøde den 6. marts tog Folkekirkens Nødhjælp en hurtig beslutning. Organisationen lukkede samtlige 116 genbrugsbutikker landet over af hensyn til kunderne og ikke mindst de næsten 4000 frivillige, der driver butikkerne, og hvor størstedelen er ældre og dermed mere udsatte.
De mange ugers nedlukning har betydet et tab på omkring 1,5 mio. kr. i omsætning hver eneste uge. Men lukningen af de mange butikker har ikke kun store økonomiske konsekvenser for Folkekirkens Nødhjælps arbejde i en række udviklingslande. Det har også store sociale konsekvenser for de frivillige, blandt 71-årige Meta C. Palle, der er daglig leder af genbrugsbutikken i Københavns Sydhavn. Hun savner nærværet og fællesskabet i butikkerne.
"Vi er vant til at passe på hinanden, og fællesskabet har en stor værdi. Det gælder både for de frivillige men også for kunderne. De kommer ikke altid kun ind for at købe noget, men også for at sludre. Vi har også kunder, der hver dag lige vinker ind til os, så vi ved, at de har det godt, og så de kan gå hjem i vished om, at nogen har set dem i dag. På den måde har vi mange funktioner," forklarer Meta C. Palle.
Ensomhed og corona
Også i genbrugsbutikken i Søborg, nordvest for København, håber de frivillige, at de snart kan vende tilbage til arbejdet.
"Vi har 55 personer tilknyttet, og de ringer og skriver for at høre, om de ikke nok snart må komme tilbage, " siger Karen Margrethe Lindegaard, der i 17 år har været frivillig i butikken.
"De vil gerne i gang. Mange er ensomme og savner det sociale, for alt er jo lukket ned. De føler sig fanget derhjemme, " siger hun og fortæller, at flere af de frivillige har skabt et godt netværk gennem deres engagement i butikken. Det betyder blandt andet, at de tager på rejser sammen, går i biografen sammen og holder middage. Men lige nu sidder de igen alene derhjemme.
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, var i sidste uge på besøg i genbrugsbutikken i Københavns Sydhavn sammen med udviklingsminister Rasmus Prehn.
"Jeg håber af hele mit hjerte, at vi snart kan åbne genbrugsbutikkerne op. Det er en økonomisk katastrofe, og det er verdens fattigste, der kommer til at betale regningen. Men det er jo også de frivillige i Danmark," siger Birgitte Qvist-Sørensen og uddyber:
"Jeg er altid så taknemmelig og stolt af de frivilliges indsats, fordi de er med til at sikre midler, der gør en kæmpe forskel for verdens fattigste. Men corona-situationen har virkelig bekræftet mig i, at butikkerne også skaber et lokalt engagement, som er vigtigt, og derfor er jeg også så stolt af det samvær, sociale ansvar og fællesskab, som de frivillige udviser i deres nærmiljø," siger Birgitte Qvist-Sørensen.
Gradvis åbning fra 1. maj
Folkekirkens Nødhjælp planlægger en gradvis genåbning af en række genbrugsbutikker den 1. maj.
Det glæder Alf Jensen, der er frivillig butiksleder i Horsens.
"Vi har brug for at komme her i butikken og have samvær både med hinanden og vores kunder. Det har overrasket mig, at nogle af de ældste og svageste er dem, der presser mest på for at komme tilbage til butikken, " siger han og fortæller, at butikken har modtaget store mængder af varer og donationer, trods det at butikken er lukket.
"Her i butikken tager vi alle forholdsregler for at passe godt på både vores kunder og frivillige medarbejdere, når vi foretager en gradvis genåbning. Det tager jeg personligt ansvaret for kommer til at ske. Det har for mig, og flere jeg har talt med, været meget svært psykisk at være væk fra butikken. Vi brænder jo for sagen og er kede af ikke at kunne sælge vores varer og ad den vej hjælpe Folkekirkens Nødhjælp vigtige formål for verdens fattigste, " siger Alf Jensen.