Topdanmark lancerer ny pensionsopsparing der giver flere valgmuligheder
Nu kan Topdanmarks kunder vælge at spare op til pensionen ved at investere i virksomheder, der enten er aktive i den grønne omstilling eller i teknologisk udvikling
Herudover er der også mulighed for at vælge danske eller globale investeringer. Uanset valg er der stillet udvidede krav til ansvarlighed i investeringerne.
Danskerne lægger hvert år mange penge til side til alderdommen, og samlet står der ifølge tal fra Danmarks Statistik ca. 4000 mia. kr. på danskernes pensionsopsparinger. De senere år er flere og flere danskere begyndt at interessere sig for, hvordan deres opsparing er investeret, og hvordan deres investeringsvalg kan præge samfundet og fx den grønne omstilling.
Derfor introducerer Topdanmark nu Formålspension, hvor man kan vælge fire forskellige områder, som en del af investeringerne skal rettes mod. Hvert område kan tilmed vælges med fire forskellige risikoniveauer.
"Pensionsopsparerene har forskellig økonomi, behov, prioriteter og fremtidsdrømme. De senere år har vi set, at der blandt Topdanmarks kunder og danskerne generelt er en stigende interesse for samfundsforhold, og hvordan man selv kan præge investeringerne gennem den måde, man forbruger og sparer op på. Derfor giver vi nu flere valgmuligheder, så vores kunder kan vælge en pensionsopsparing, der bakker op om det, der er vigtigst for dem," siger Vivian Weis Byrholt, administrerende direktør i Topdanmark Livsforsikring A/S.
Hun tilføjer, at Topdanmark er et af de kommercielle pensionsselskaber, der er længst fremme i forhold til at give kunderne udvidede valgmuligheder i deres markedsrentepension. Alle aktier, der indgår i Formålspension er underlagt udvidede krav til miljø, sociale forhold og ansvarlig virksomhedsledelse.
Flere valg på hylden
I Formålspension styrer Topdanmark investeringerne og nedtrapper automatisk risikoen i opsparingen frem mod pensionstidspunktet - det man også kalder en livscyklusopsparing. Men til forskel fra Topdanmarks andre livscyklusprodukter, Profilpension og Profilpension Mix, så har man i Formålspension et valg mellem fire områder, som investeringerne skal have særlig fokus på – 'Grøn omstilling', 'Teknologisk udvikling', danske eller globale investeringer.
Det fungerer på den måde, at man med lang tid til pension har 20 pct. investeret efter eget valg, mens resten er investeret i en bred sammensætning af fx aktier og obligationer .
Når man nærmer sig pensionstidspunktet, skrues der ned for risikoen, blandt andet med færre aktier.
"I Topdanmark investerer vi på en ordentlig og ansvarlig måde. I Formålspension stiller vi udvidede krav til aktieinvesteringerne inden for miljø, sociale forhold og virksomhedernes ledelse, bl.a. ved at udelukke tobak, kul, olie og naturgas, uanset hvilket af de fire områder, man vælger. Og derudover kan man så vælge at målrette investeringer i det område, man synes er vigtigst, og tilmed få mulighed for et højere afkast samtidig med trygheden i, at vi varetager investeringerne," siger Vivian Weis Byrholt.
Danskerne vil have indflydelse
En undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Topdanmark i 2019 viser, at pensionsopsparerene vil have valgfrihed, samtidig med at der investeres ansvarligt. De foretrukne temaer er ifølge undersøgelsen grøn omstilling, teknologi og danske aktier. Det er der taget bestik af med Formålspension, hvor kunderne får lige præcis det, påpeger Vivian Weis Byrholt.
Formålspension vil blive tilbudt til nye kunder, ligesom eksisterende pensionskunder hos Topdanmark kan omlægge deres pension til Formålspension.