Sådan udnytter du hjemmets dyre kvadratmeter
Boligpriserne stiger, og det er derfor afgørende at udnytte hjemmets dyre kvadratmeter bedst muligt. Et naturligt sted at starte er hjemmets døre, som ofte tager en del plads i mindre rum
Danske boligejere er blevet mere kreative i indretningen, når det kommer til at vælge pladsbesparende og smarte løsninger. Det skyldes ikke mindst stigende boligpriser, som får flere og flere boligejere til at bo på færre kvadratmeter.
Ifølge helt nye tal fra Finans Danmark nærmer boligpriserne sig i øjeblikket sit højeste nogensinde med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 15.045 kr. på parcelhuse og hele 29.233 kr. på ejerlejligheder på landsplan.
- Mange vælger at gå på kompromis med kvadratmeterne frem for beliggenheden, og det er derfor vigtigt at udnytte pladsen i hjemmet mest muligt. Hvis man bor småt, er det værd at gennemtænke, hvad man egentlig har behov for i sit hjem. Hvis der er rod i hjørnerne, og tingene hober sig op, så kan boligen nemt komme til at virke mindre. Det handler derfor om at danne sig overblik over, hvad man har brug for, og indrette efter det, siger indretningskonsulent Anita Wodstrup Madsen, der står bag Boligstil.
Overvej skydedøre
Der er flere ting, man kan gøre for at optimere pladsen i boligen. Mange tænker måske ikke over, at hjemmets døre optager en del gulvplads, og man kan derfor med fordel overveje at installere skydedøre, som er pladsbesparende og elegante på samme tid.
- Jeg anbefaler ofte skydedøre til mindre hjem, fordi de forsvinder let og diskret ind i væggen og derfor ikke optager unødig gulvplads. Derudover er skydedøren en stilfuld løsning, som giver et flot og let udtryk i hjemmet, siger Anita Wodstrup Madsen.
En stigende interesse i skydedørsløsninger mærker man blandt andet hos dørproducenten SWEDOOR:
- Særligt inden for de senere år har vi oplevet, at flere og flere danskere får øjnene op for skydedøre, fordi de giver god mulighed for at åbne boligen op og få rummene til at virke større. Der findes utallige variationer af skydedøren, og man kan eksempelvis også vælge en løsning med glas, som lukker lyset ind i hjemmet og dermed bidrager til en endnu større rumfornemmelse, fortæller Tenna Knak, der er Head of Marketing & Product Management for SWEDOOR i Nordeuropa.
Udover skydedøre kan man også med fordel overveje forskellige smarte opbevaringsløsninger i hjemmet, og Anita Wodstrup Madsen anbefaler blandt andet skuffer under sengen eller sofaen, at bruge pladsen over skabet samt at udnytte hjemmets vægge mest muligt i form af hylder og forskellige ophæng.