Efter Brexit er rejseforsikringen endnu vigtigere
Mange spekulerer over, hvad et Brexit vil betyde for dækningen på deres rejseforsikring, når turen går til Storbritannien
Tjek med dit forsikringsselskab i god tid om dækningen er udvidet, lyder anbefalingen fra If.
Som det næsten siger sig selv, er det blå EU-sundhedskort kun gyldigt i EU-lande. Efter et Brexit vil kortet derfor ikke længere dække i Storbritannien, hvis du bliver syg på rejsen. En privat rejseforsikring bliver derfor endnu vigtigere, da samtlige udgifter til læge, hospitalsindlæggelse og -behandling ellers vil være for egen regning for danskere på ferie i Storbritannien.
Men hvad betyder det for Europa rejseforsikringen, der jo i dag dækker i EU/EØS-lande, hvis Storbritannien ikke længere er et EU-land?
Ved et Brexit vil Storbritannien ændre status fra EU-land til et tredjeland. Tredjelande er betegnelsen for lande, der står uden for internationale samarbejde, som fx EU. Det har betydning for, hvordan rejseforsikringen dækker.
Tjek om dækningen er udvidet
Inden afrejse til Storbritannien er det vigtigt at tjekke om dit forsikringsselskab har tilpasset betingelserne på din rejseforsikring, så du fortsat kan få hjælp i Storbritannien, eller om du eventuelt skal tilkøbe en særlig dækning.
Ved et Brexit vil der formentlig komme en overgangsfase, hvor det blå EU-sundhedskort stadig vil dække danskere, der bliver syge på rejsen. Men EU-kortet dækker langt fra alle behov. Fx er hjemtransport eller hjælp fra en dansk alarmcentral ikke omfattet.
- Du skal have en privat rejseforsikring for at få dækket hjemtransport. På samme måde kræver det en rejseforsikring at få dækket udgifter til at få fløjet pårørende frem til den syge eller tilskadekomne person, forklarer kommunikationschef Birgitte Ringbæk, fra If Skadeforsikring.
Hos If er udfordringen ved et Brexit løst ved at tilpasse vilkårene for Europa rejseforsikringen.
- Hos If har vi tilføjet, at selvom et EU/EØS-land ændrer status, så dækker Europa rejseforsikringen på samme vis som før. Man kan derfor rejse til Storbritannien – uanset hårdt eller blødt Brexit – og vide, at man fortsat er dækket i tilfælde af sygdom, tilskadekomst, akut operation eller hvis man får brug for hjemtransport, siger Birgitte Ringbæk.