Bæredygtigt vinduesvalg - Det æstetiske udtryk er lige så vigtigt som materialerne
Klimaet er for alvor kommet i centrum, og det betyder, at danske boligejere i stigende grad stiller krav til byggematerialers bæredygtige egenskaber, når huset skal renoveres
Her handler et bæredygtigt valg om mere end blot, hvordan produktet er blevet til, og hvilke materialer det er lavet af – også levetid er afgørende, og netop derfor spiller æstetikken en vigtig rolle. Det mener vinduesproducenten Bøjsø, der nu opfordrer boligejere til at indtænke det arkitektoniske i valget af bæredygtige vinduer.
Der er mange overvejelser, som skal gøres, hvis du skal vælge nye vinduer til din bolig og gerne vil gøre det så bæredygtigt som muligt. Hvordan er vinduerne produceret? Hvilke materialer er de fremstillet af? Og hvor længe skal de kunne holde? Det er blandt de typiske spørgsmål, som vinduesproducenten Bøjsø døre & vinduer bliver mødt af, når danskerne ønsker det mest bæredygtige vinduesvalg. Men de fleste overser ét parameter, som er mindst lige så vigtigt: Vinduets æstetiske udtryk.
- Bæredygtighed dækker over langt mere end blot materialevalg og fremstillingsproces. Det er mindst lige så vigtigt at sikre sig, at vinduerne holder i mange år, så behovet for udskiftning ikke allerede opstår om 15 år. Og her kommer æstetikken ind i billedet, hvor det er vigtigt at matche de håndværksmæssige traditioner og den historie, som boligerne indgår i. Når man gør det, er man nemlig med til at sikre, at levetiden på vinduerne også udtryksmæssigt bliver uendelig lang, forklarer direktør Lasse Sørensen hos Bøjsø døre & vinduer, som producerer såkaldte koblede vinduer, der egner sig særligt godt til ældre, fredede og bevaringsværdige bygninger.
Værn om den oprindelige arkitektur
Et bæredygtigt vinduesvalg skal nemlig sikre holdbare, positive resultater, som ikke går på kompromis med den originale æstetik. Derfor understreger Lasse Sørensen, at det også er vigtigt at vælge en løsning, der udtryksmæssigt værner om den historie, bygningen gemmer på.
- Mange danske villaer, boligforeninger og lignende er opført helt tilbage i 18- eller 1900-tallet, og det betyder, at de gemmer på et stykke dansk historie, som vi gerne skal værne om for at bevare det charmerende udtryk i de gamle, danske gader, forklarer Lasse Sørensen og fortsætter:
- Derfor er det vigtigt, at man i valget af vinduer, døre eller et helt tredje byggemateriale også er opmærksom på, hvilken betydning det har for bygningens arkitektoniske udtryk – og at de nye materialer således ikke ødelægger det foreliggende grundlag. Historien skal forplante sig i produktet for at værne om den fortælling og historie, de danske boliger gemmer på.
Han lægger derfor op til, at man i enhver renoveringsproces bør undersøge, hvilke byggematerialer huset er født med, så man bedst muligt kan bevare det oprindelige udtryk. Det er nemlig mindst lige så vigtigt, hvis man går efter det mest bæredygtige vindue.
- På den måde undgår man, at vinduerne bliver umoderne efter 15 år, men i stedet kan holde i op mod 100 år – både holdbarhedsmæssigt såvel som udtryksmæssigt. Kvalitet og design er dermed vigtige parametre, der også kan gavne både samfundet og økonomien i et vindueskøb, slutter han.
Kombinationen af moderne teknikker kombineret med historisk akkuratesse og æstetik sikre således meget lang levetid for boligen som helhed og er med til at fastholde samt sikre boligens værdi langt ud i fremtiden.