Dyreværnets mobile nonprofit dyreklinik, Frynseklinikken, hjælper 1.103 dyr det første år
Onsdag den 10. april er det et år siden, at Danmarks første nonprofit mobile dyreklinik, Frynseklinikken, kørte ud på de danske veje
Frynseklinikken var blevet doneret til Dyreværnet af dyreelskeren Jørgen Andersen, med det formål at hjælpe socialt udsatte borgeres kæledyr. Mange vanskeligt stillede danskere har hverken midler til eller mulighed for at tage deres elskede firbenede ven til dyrlæge, og dyrene lider derfor unødigt. Det var denne målgruppe af dyr, den mobile klinik skulle hjælpe. I morgen kan Frynseklinikken fejre et års fødselsdag og hele 1.103 hunde og katte er blevet hjulpet i klinikkens første leveår.
Betal hvad du kan. Det er princippet bag Frynseklinikken, der i morgen, onsdag den 10. april 2019, fylder 1 år. Frynseklinikken har de sidste 12 måneder kørt Danmark tyndt for at bistå med dyrlægehjælp, og behovet for klinikkens hjælp har været langt større end forventet.
- Jeg fik idéen til klinikken, da jeg boede i USA, hvor mange dyreværnsforeninger har mobile nonprofit dyreklinikker, siger Rikke Christensen-Lee, der er direktør for Dyreværnet:
- Det var derfor en lykkens dag, da jeg mødte Jørgen Andersen, en ægte dyreven, som tilbød at donere klinikken til os. At behovet for hjælp til socialt udsatte dyr er så stort, har virkelig overrasket mig. Vi får så mange henvendelser fra væresteder og varmestuer, der beder om hjælp til deres brugeres dyr, at vi næsten ikke kan følge med. Så lige nu overvejer vi, hvordan vi får det hele til at hænge sammen, oplyser Christensen-Lee, der glæder sig til at fejre Frynseklinikkens 1-års fødselsdag sammen med personalet.
Donor Jørgen Andersen har tidligere været anonym, men i dag vælger han at stå frem. Han er stolt af den omfattende hjælp Frynseklinikken har bistået med til så mange dyr.
- Jeg er glad for at have været med til at starte Frynseklinikken og udleve Rikkes fantastiske idé om at hjælpe udsatte danskeres dyr. Jeg ved om nogen, at når ens kæledyr er sygt, gør det ondt langt ind i sjælen. Det bliver dobbelt så svært, når man ikke har råd til at få sin firbenede ven til dyrlægen. I disse situationer træder Frynseklinikken til og hjælper dermed både dyr og ejer, smiler Jørgen Andersen.
Frynseklinikken bemandes af dyrlæge Pia Nielsen og veterinærsygeplejerske Sofie Pless. Den mobile nonprofit dyreklinik kører i hele landet og holder åbent to til tre dage om ugen.
Den mobile nonprofit dyreklinik, Frynseklinikken, er opkaldt efter Jørgens Andersens hund, Frynse, og er en fuldt udstyret dyreklinik med operationsfaciliteter, blodprøveudstyr og scanner. Man betaler, det man kan, for konsultationer og behandlinger.