Lene, Martin og Julie er nomineret til Årets Førstehjælper 2019
![Lene Martin og Julie er nomineret til aarets Foerstehjaelper 2019](/media/2217/lene-martin-og-julie-er-nomineret-til-årets-foerstehjaelper-2019.jpg?mode=max&height=400&upscale=false)
43-årige Lene Nørgaard fra Randers, 26-årige Martin Nordstjerne fra Næstved og 25-årige Julie Sørensen fra Odense er nomineret til Årets Førstehjælper 2019. Prisen overrækkes den 4. april af Røde Kors i samarbejde med Aleris-Hamlet
Den 4. april uddeler Røde Kors prisen Årets Førstehjælper 2019 i samarbejde med privathospitalet Aleris-Hamlet. Tre personer er nomineret til prisen, som alle sammen har reddet liv med førstehjælp. Vinderen modtager en check på 10.000 kroner.
Julie Sørensen, Odense:
Julie Sørensen står i køkkenet og forbereder maden til en familiefødselsdag, men pludselig hører hun sin kæreste kalde på hendes far, Ole, inde fra stuen. Ole er ikke ved bevidstheden, så Julie ringer straks 1-1-2.
Mens hun har 1-1-2 i røret, stopper Ole med at trække vejret. Heldigvis kan Julie førstehjælp. Med besvær får hun sin to meter høje far ned på gulvet og går i gang med hjertemassage. Det er 25-årige Julies førstehjælp, der redder Oles liv. Derfor er hun nomineret til Årets Førstehjælper 2019, som Røde Kors uddeler i samarbejde med Aleris-Hamlet.
Imens Julie med et taktfast tryk og kunstigt åndedræt yder førstehjælp, har hun stadig overskud til at sende Oles kæreste ud i køkkenet for at slukke for kogegryderne. Efter 14 minutter kommer ambulancen.
Ole bliver kørt på Odense Universitetshospital, hvor han bliver genoplivet efter ni stød. I dag har han lidt problemer med hukommelsen, men havde Julie ikke været i stand til at yde førstehjælp, havde hans skæbne set helt anderledes ud.
Martin Nordstjerne, Næstved:
På rulletrappen ved parkeringskælderen i Fields falder Camilla om. Hun får hjertestop. Heldigvis er hendes kæreste Martin Nordstjerne der til at gribe hende. Med 1-1-2 i røret udøver han førstehjælp, og efter få minutter kommer ambulancen.
Efter to dage vågner hun op fra kunstigt koma, og takket være 26-årige Martins hjerte-lunge-redning har hun i dag hverken psykiske eller fysiske mén. Derfor er han nomineret til Årets Førstehjælper 2019, som Røde Kors uddeler i samarbejde med Aleris-Hamlet.
For fem år siden tog Martin grundforløbet i førstehjælpsuddannelsen. I dag arbejder han med noget helt andet, nemlig fotografi, men førstehjælpen sad på rygraden, og det viste sig at være livsvigtigt. Det budskab vil han give videre.
Camillas hjertestop fik hende og Martins øjne op for, hvor skrøbeligt livet er. Den 26. januar i år, som er årsdagen for hendes hjertestop, blev parret gift.
Lene Nørgaard, Randers:
Det er fredag aften, og 43-årige Lene Nørgaard glæder sig til en weekend med fødderne oppe med sin mand Henrik og deres to børn. Men hyggen bliver pludseligt afbrudt. Henrik får hjertestop, og med førstehjælp lykkes det Lene at redde hans liv.
Først tror Henrik, det er maveonde, og han kaster op. Men det begynder at snurre i armene, og derfor vil Lene have ham til vagtlægen. På vej ind i bilen falder han om. Hun griber ham, og med vagtlægen i røret udfører hun hjerte-lunge-redning.
Vagtlægen tilkalder en ambulance, som kommer efter 15 minutter. I al den tid udøver Lene livsredende førstehjælp, og derfor er hun nomineret til Årets Førstehjælper 2019, som Røde Kors uddeler i samarbejde med Aleris-Hamlet.
På Skejby Sygehus ligger Henrik i kunstigt koma i seks dage, inden han vågner op. Han er meget afkræftet da han vågner, og i dag er han stadig ved at genoptræne både krop og hukommelse. Men han er i live, og det kan han takke Lene for.