Den svenske Lucia legende hyldes i Tivoli i Købehavn
Selv om traditionen med Lucia-optog er svensk er skikken og hyldesten til legenden for længst blevet en af danskernes mærkedage i december
Når Luciabruden med lyskrans på hovedet går foran følget på over 100 piger og drenge er det nok de færreste, som kan sige sig fri for ikke at blive rørt af den særlige stemning. Torsdag den 13. december fra kl. 17.30 kan gæsterne opleve luciasangerne iført hvide kjoler og lys, mens de synger "Nu bæres lyset frem" i Tivoli.
Tivoli har til lejligheden samlet fire forskellige kor, der tilsammen tæller over 100 unge til i ét stort fælles kor. Udover Luciasangen fremfører sangerne også "Et barn er født i Betlehem", "Dejlig er den himmel blå", "Juletræet med sin pynt", "We wish you a Merry Christmas", "Jinglebells" og "Il est né le Divin Enfant" m.fl.
Koret går fra H.C. Andersen Slottet i Tivoli i København forbi det nye nordiske område, forbi Nimb og Det store juletræ. Undervejs gøres mindre stop, hvor luciasangerne synger nogle af julens populære salmer og sange. Sidste stop er på Plænens scene hvor de mange sangere vil synge ud over et juleudsmykket Tivoli, når mørket har lagt sig over Haven.
Luciakorets dirigent Lis Vorbeck siger:
"Der findes næppe noget mere stemningsfuldt end et Luciaoptog, der synger sig igennem mørket med en række juleklassikere. Midt i juletravlheden oplever vi julefreden sænke sig, når vi oplever luciaoptoget. I dag er Lucia traditionen lige så meget dansk som svensk, og langt de fleste piger i Danmark har på et tidspunkt selv deltaget i et optog. Det kan jeg se i øjnene på dem, der møder op. Det er de personlige oplevelse samt legenden om den troende pige, som gør et Luciaoptog helt unikt".
Det er Martha Palving, der skal være luciabrud i år. Igennem adskillige år, har hun været med i mere end 30 luciaoptog, så hun har meget erfaring, men er alligevel meget spændt på at være luciabrud i Tivoli i år. Til daglig går Martha i 9. klasse, og selv om der er mange aktiviteter i skole og uden for skolen, er der alligevel tid til kor og stemningsfyldte luciaoptog.
Luciabruden der går i 9. klasse Marthe Palving er spændt:
"Lucia-optoget i Tivoli er jo med mange forskellige korskellige kor med piger i forskellige aldre. At synge sammen så mange, og så tilmed få lov til at være luciabrud er mega spændende og sjovt og noget jeg glæder mig helt vildt til. Jeg vil nok være en smule nervøs før, men når det så går løs, så håber jeg, at nervøsiteten forsvinder. Det bliver en stor og højtidelig oplevelse".