Nye beregninger af energiaftalen - Danske boligejere kan spare mange tusind kroner ved at skifte til elvarme
Med sænkelsen af elvarmeafgiften er miljøvenlige varmeløsninger blevet endnu mere økonomisk attraktive for danskere, som opvarmer deres bolig med elvarme
Skifter man sit gamle oliefyr ud med en varmepumpe, kan man se frem til besparelser på varmeregningen på over 15.000 kr. om året. Det viser nye beregninger fra Bosch Termoteknik, som har undersøgt, hvad afgiftsnedsættelsen får af betydning frem mod 2021.
Før sommer indgik politikerne på Christiansborg en ny energiaftale, hvor en sænkelse af elvarmeafgiften var en del af forliget. Det har betydet, at det siden 1. maj har været billigere at opvarme sin bolig med elvarme fra enten en varmepumpe eller elradiatorer. Nu viser nye beregninger fra Bosch Termoteknik, hvor store besparelser der at hente på varmeregningen, hvis man i forvejen har elvarme eller planlægger at skifte til en varmepumpe eller elradiatorer.
For eksempel kan et almindeligt parcelhus på ca. 150 m2 med et normalt forbrug af varme og vand, som opvarmes af et gammelt oliefyr, spare over 15.000 kroner om året ved at skifte til en eldrevet varmepumpe. Det svarer til en besparelse på knap 70 procent på varmeregningen. Besparelsen for denne type af boliger vil kun stige over de kommende år i takt med, at elvarmeafgiften bliver sænket yderligere frem mod 2021, når energiaftalen er fuldt indfaset.
Opvarmer man allerede i dag sin bolig med en varmepumpe, medfører sænkelsen også en besparelse, som gør varmepumpen billigere i drift. I 2019 bliver det således op til 1087 kr. billigere at opvarme en bolig på 150 m2 med en luft/vand varmepumpe. I 2021 vil den tilsvarende besparelse være op til 1601 kr. om året.
”Det er meget positivt for den grønne omstilling, at politikerne tog et stort skridt hen mod at få mere el ind i opvarmningen af de danske hjem. Den nye energiaftale er et win-win for naturen og danskerne, da elvarme er mere miljøvenligt end opvarmning med fossile brændstoffer og samtidig kan blive væsentlig billigere for boligejere med de sænkede afgifter”, siger Brian Nielsen, som er produktchef hos Bosch Termoteknik, som står bag beregningerne.
Varmepumpen bliver en bedre investering
Varmepumper kommer i forskellige typer, udførelser og størrelser, hvorfor prisen varierer. Som udgangspunkt er prisen fra ca. 85.000 kroner for komplet installation. Derfor vil mange boligejere naturligt nok tage lommeregneren frem, når der skal regnes på, hvornår varmepumpen har tjent sig selv hjem. Med afgiftsnedsættelsen får tilbagebetalingstiden også et nøk nedad, og ifølge Bosch Termoteknik kan det sætte mere skub i markedet for varmepumper.
”Der blæser klimavenligere vinde ind over Danmark, og politikerne har derfor sat fokus på, hvordan vi danskere kan opvarme vores boliger mest hensigtsmæssigt. Hos Bosch har vi tidligere gennemført undersøgelser, som viser, at hensynet til klimaet og miljøet faktisk er det, boligejerne vægter højest, når de skal investere i en ny varmeløsning. Vi tror og håber, at de kontante besparelser kan være tungen på vægtskålen, når man som boligejer står foran at skulle udskifte sin gamle varmeløsning hvad enten det er oliefyr, naturgasanlæg eller træpillefyr, siger Brian Nielsen og fortsætter:
”Selvom el i lang tid har været et konkurrencedygtigt og bæredygtigt alternativ til andre former for opvarmning, har den høje afgift forhindret mange i at investere i nye energikilder til deres hjem. Med den nye aftale, håber vi på, at endnu flere danskere vil få øjnene op for både de miljømæssige og økonomiske fordele ved varmepumper”.