Et godt indeklima er tryghed for hus og helbred
Drivvåde vinduer, sorte plamager på væggen og skimmelsvamp bag skabet. Konsekvenserne ved et dårligt indeklima frygter de fleste, men det kan være svært at overskue, hvad den bedste løsning er, hvis boligen er ramt
Det er efterhånden velkendt, at stearinlys, indendørs tørring af vasketøj og os fra madlavning medvirker til et dårligere indeklima. Derfor lufter danskerne ud som aldrig før. Men det er en udbredt misforståelse, at udluftning alene kan sikre et godt indeklima.
De seneste 13 år har Johnny Rokbøll fra JT3 rådgivet og hjulpet danskere, der kæmper med dårligt indeklima. Ifølge ham er der stor forskel på effekten af de forskellige løsninger til et forbedret indeklima.
”Det er rigtigt, at vinduesudluftning kan forbedre CO2-niveauet i boligen og vores følelse af friskhed, men det fjerner ikke partikler og gasser som radon i hjemmet. Nogle steder risikerer man ligefrem, at der kommer flere partikler ind i hjemmet, når man åbner vinduet. Vi anbefaler derfor mekanisk ventilation, hvor luften udskiftes automatisk og sendes gennem et filter, der fjerner alle de skadelige partikler,” siger Johnny Rokbøll.
Behovet bestemmer løsningen
Mekaniske ventilationsanlæg findes både som mindre apparater, der dækker et enkelt rum og som samlede løsninger, der dækker hele boligen. Ifølge Rasmus Hansen fra Lindab, som leverer ventilationsløsninger til alt fra lejligheder og lagerhaller til villaer og kontorbyggerier, afhænger valget af ventilationsanlæg af den enkelte boligs behov.
”Det handler dybest set om, hvilke behov man har. I visse tilfælde er problemet afgrænset til et enkelt rum, og så er en mindre løsning passende. De dårlige ting i luften har det dog med at sprede sig fra ét rum til et andet, og i langt de fleste situationer opnår man de bedste resultater med en samlet løsning, der ventilerer hele boligen,” forklarer Rasmus Hansen.
En samlet løsning giver tryghed og ro
Behovet for én sammenhængende løsning kan boligejer Lars Jørgensen fra Vanløse nikke genkendende til. Lars Jørgensen og familien ønskede at få installeret ventilation i forbindelse med renovering af deres hjem, hvor især badeværelserne var udsatte for fugt.
”Med flere badeværelser på forskellige etager kunne jeg hurtigt se, at det blev dyrere med separate løsninger til hvert rum. Vi fik derfor én samlet løsning, der dækker hele huset og samtidig sikrer os mod radon i kælderen. Det giver en kæmpe tryghed at vide, at indeklimaet er i top i hele huset fra kælder til kvist,” fortæller Lars Jørgensen.