Køb sommerhus i vinterhalvåret, og få mere for pengene
Vintersæsonen føles måske ikke som det oplagte tidspunkt at gå på jagt efter familiens nye sommerhus
Men der er penge at spare, hvis du kaster dig ud i sommerhusjagten hen over efteråret og vinteren, vurderer boligøkonom fra køberplatformen Bolighed.dk.
"Typisk er det jo i sommersæsonen, at man får lyst til at købe et sommerhus. Her varmer solen, og det hele ser dejligt ud. Højsæsonen for sommerhussalget begynder typisk i påsken og fortsætter til ind i august og september. Men ofte kan det betale sig at have is i maven og vente med at byde på et sommerhus til efteråret", forklarer Hans Møllnitz Olsen, boligøkonom og købermægler hos Bolighed.dk.
Tal fra Finans Danmarks boligmarkedsstatistik viser, at der i gennemsnit er fornuftige besparelser i udsigt, når man er på udkig efter et sommerhus.
Køberplatformen Bolighed.dk har analyseret tallene fra de seneste kvartaler. Her viser det sig, at man i gennemsnit kunne se frem til et afslag på 8,6 % på landsplan, når man var sommerhuskøber i april, maj eller juni i år. I vinterhalvåret var det gennemsnitlige afslag på 10 %.
Der er store regionale forskelle på størrelsen af afslagene. I Nordsjælland var forskellen mellem først udbudspris og den realiserede handelspris på 6,1 % i 2. kvartal i år, mens forskellen i Nordjylland lå på 10,9 %.
"Vi ser ofte, at køberne har gode kort på hånden og kan presse sommerhussælgerne når feriesæsonen er slut. I vinterhalvåret ser sommerhushaverne ikke nær så idylliske ud, og sælgerne ved, at nu kan der gå mange måneder før køberne igen melder sig på banen", siger Hans Møllnitz Olsen
I særligt dyre områder er der flere hundrede tusinde kroner at forhandle om, mens det andre steder handler om få tusinde kroner. Men Hans Møllnitz Olsen understreger, at det som udgangspunkt altid betale sig at gå efter at presse prisen:
"Hvis du er ordentligt forberedt, så risikerer du ikke noget ved at komme med et lavt bud. Så kan sælgeren jo komme med sit modbud, og så handler det om at få sælger og køber til at mødes et sted på midten."