Grøn mad-bibel for hele familien
Mega Vega – Grøn mad til hele familien er titlen på TURBINEs nye, grønne kogebog. Hele familien kan være med, når der serveres grønne retter, som er delt ind efter den tid, der til rådighed i køkkenet
Det er efterhånden mange danskere, der tænker mere grønt, når de daglige indkøb skal foretages. De er måske hverken veganere eller vegetarer, men går alligevel efter en kødløs dag eller to om ugen.
Det stiller krav til fantasien, når befolkningen flere gange om ugen skal finde på retter, som ikke drejer sig om kødet. For hvad skal man hitte på, når ungerne er skrigende sultne og klokken allerede er fem minutter i maden-skulle-være-færdig? Det giver Mega vega en lang og lækker stribe bud på. Foruden retter til de helt almindelige hverdage og weekenderne, hvor der måske er lidt bedre tid til madlavningen.
Mega Vegas bud på grønne retter er for hele familien. Opskrifterne spænder vidt fra en libanesisk wrap med tabbouleh og friteret tofu, over friske forårsruller med avocado og jordnøddedip til en klassiker på en ny måde: lasagne med spinat og røde linser.
Generelt er der i bogen tænkt meget i børnevenlighed – blandt andet indeholder den nyttige tips til, hvordan man får sine børn til at spise grøntsager. Der er også inspiration til, hvordan man laver mad af rester og får vegetarisk mad for små penge, til skovturen eller til grill, brunch eller sågar juleaften.
Skulle man ikke allerede være overbevist om, at grøn mad er bedre for både klima, dyrevelfærd og for mennesker, så starter bogen ud med ni gode grunde til, at mennesker med fordel kan spise mere vegetarisk.
Mega vega er solgt i 80.000 eksemplarer i Sverige.
Forfatterne bag, Sara Ask og Lisa Bjärbo er henholdsvis børnediætist og journalist og har sammen udgivet to kogebøger og en opsamlingskogebog om grøn mad.