Hver anden dansker vil genoptage tidligere idræt
Ny kampagne skal genvække idrætsglæden og få flere til at finde ketcher, cykel eller løbesko frem fra gemmerne. Det kræver mere målrettede tilbud
Syv ud af ti af de danskere, der ikke får bevæget sig nok i hverdagen, ønsker at leve et mere aktivt liv. Det viser tal fra verdenssundhedsorganisationen WHO. Derfor sætter DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) en kampagne i gang i regi af Bevæg dig for livet-samarbejdet. Det skal være lettere at komme i gang med motionen og hjælpe den gode samvittighed på vej.
En af målgrupperne i kampagnen er de danskere, der tidligere har været aktive i en idræt. En ny undersøgelse foretaget blandt 832 tidligere medlemmer i seks idrætter viser, at 54 procent af dem, der stopper, har et ønske om at begynde til idrætten igen.
”Der kan være mange gode grunde til at stoppe med en idræt. Måske er der ikke lige tid i en hverdag med arbejde, familie og andre forpligtelser, eller også er det kroppen, der siger stop. Tallene viser, at gammel kærlighed ikke ruster. Vi har oplevet flere eksempler på gamle træningsmakkere eller hele hold, der har fundet sammen igen efter både 10 og 20 års pause. Derfor er der et stort potentiale i at genvække kærligheden, når kroppen og tiden tillader det,” siger Søren Brixen, adm. direktør i DGI.
Stiller krav til idrætten
Netop tid og den fysiske formåen er to af de største barrierer, hvis danskerne skal have gang i den aktive karriere igen. Det stiller krav til idrætterne.
”Hvis den gamle lykkefølelse skal findes frem igen, skal de klassiske idrætstilbud tilpasses de behov for fleksibilitet og mindre fysisk belastning, der efterspørges. Eksempler på nye idrætstilbud er Five-a-side Håndbold og Fodbold Fitness, der viser, at man sagtens kan bevare glæden ved spillet, selvom man er kommet i forældre-form eller har lettere til skader. Og familietennis og familiefloorball giver mulighed for at kombinere kvalitetstid med familien med et aktivt liv,” siger Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF.
Kampagneindsatsen med titlen ”Hvad bevæger dig?” skydes i gang mandag den 20. august. Kampagnen indeholder også en test, der hjælper med at finde netop den motionsform, der passer bedst ind i den enkelte danskers hverdag.
De seks idrætter i undersøgelsen er badminton, bowling, cykling, judo & ju-jitsu, tennis og triatlon.