Kæmpe legeskib lægger til kaj på Vestegnen for første gang
Når det tomastede træskib ’Legeskibet’ besøger Ishøj Havn fra 23. – 29. august, vil det være første gang, at skibet anløber en havn på Vestegnen
Legeskibet har siden 2015 været på sommertogt rundt til landets havnebyer fyldt med oplevelser og leg både til lands og til vands. Skibet er ladet med et hav af lege fra livet til søs og en masse aktiviteter som fx klatring, forhindringsbaner, parkour, dans, streetfodbold og gamle træspil. Det hele præsenteret af Legeskibets legematroser, der også vil invitere byens borgere ombord på skibet, hvor de kan få et indblik i sømandens hverdag. I år besøger Legeskibet 18 havne – heriblandt Ishøj fra 23. – 29. august.
Legeskibet er et samarbejde mellem Gerlev Center for Leg & Bevægelse ved Gerlev Idrætshøjskole og Lauritzen Fonden. I en tid, der er stærkt præget af ønsket om effektivitet og målbare resultater, er legen vigtigere end nogensinde. Det mener Rasmus Casper, der er legeadmiral og projektleder på Legeskibet.
”Formålet med Legeskibet er at formidle en levende legekultur til så mange som muligt i hele landet. Det lykkes vi med, og det er vi faktisk stolte af: Vi begejstrer skoleelever med fysisk aktiv leg, som de tager med sig hjem på skolerne igen. Vi inspirerer lærere og pædagoger til at bruge legen som stærkt pædagogisk redskab i forhold til social dannelse, inklusion, fællesskab og kreativitet. Vi illustrerer effekten af at etablere byrum og begivenheder, som motiverer leg og aktive fællesskaber, og vi gennemfører utallige visionsprocesser for engagerede borgere, unge og lokalpolitikere med henblik på konkret handling. Sidst, men absolut størst, spreder vi glæde, smil og livskvalitet gennem god gammeldags fysisk aktiv leg for børn, unge, voksne og gamle,” siger Rasmus Casper.
Havnen er også til leg og bevægelse
I Ishøj Kommune, der er værtsby for Legeskibet, håber projektleder Claus Borup Skovsgaard fra Center for Kultur og Fritid, at Legeskibet vil åbne Ishøj-borgernes øjne for havnens muligheder for leg og bevægelse.
”Igennem Legeskibets besøg har vi mulighed for at øge kendskabet til havnen, specielt for byens børn. For havnen er ikke bare en arbejdsplads, men også et rekreativt område. Legeskibet tilbyder leg, bevægelse og læring for børn i alle aldre samt inspiration for skolelærere, pædagoger og andre medarbejdere i Ishøj Kommune. Der vil også være mulighed for at involvere de foreninger, som hører hjemme på Ishøj Havn og hjælpe med til at rekruttere flere børn og unge til disse foreninger,” siger Claus Borup Skovsgaard.
Legeskibet vil invitere hele kommunen til leg med udgangspunkt i en stor bevægelseskultur-installation. Med sig har Legeskibet nemlig to specielt indrettede containere fyldt med udstyr til leg og bevægelse. De kommer til at stå på Ishøj Havn tæt ved vandkulturbåden og Café Sesa. Det er også her, at den historiske skonnert Halmø vil lægge til kaj. Legeskibet er åbent for alle børn og barnlige sjæle fra 23. – 28. august på hverdage klokken 15-20 og i weekenden fra 10-16. Resten af tiden laver legeskibets fire legematroser aktiviteter for blandt andet kommunens skoler og dagtilbud.