Snoer koncernen og Søren Lind Sørensen ApS styrkes af fusion
Glarmester-, tømrer- og snedkervirksomheden Søren Lind Sørensen ApS i Glostrup går sammen med Snoer koncernen og bliver til Snoer Træ ApS. Fusionen skaber en endnu stærkere Snoer koncern og fuldender organisatorisk det strategiske fokus indenfor Glas/Alu/Træ
Fusionen mellem de to virksomheder er en videreudvikling af et eksisterende godt samarbejde, som giver mulighed for en bedre udnyttelse af synergier og faglige kompetencer.
Med fusionen, der træder i kraft den 1. juli 2018, bliver Klaus Lind Sørensen fra firmaet Søren Lind Sørensen, direktør i det nyoprettede selskab, Snoer Træ ApS. Han indtræder ved fusionen i Snoer koncernens ejerkreds.
"Vi har længe ønsket at styrke vores snedkeri. Med fusionen får vi mere kapacitet og flere stærke kompetencer, så vi kan imødegå en stigende tendens til brug af træ i fremtidens byggeri", lyder det fra Torben Snoer, direktør i Snoer koncernen.
Også Klaus Lind Sørensen glæder sig til fusionen, som åbner nye muligheder.
"Med fusionen bliver vi en del af et stærkt team med et anerkendt navn og en solid platform, der har de samme værdier og det samme fokus på høj kvalitet, som vi selv har. Det vil gavne virksomhedens videre udvikling og styrke os på markedet for større glarmester-, og tømrer/snedkeropgaver. Vi kan samtidig udnytte synergierne inden for administration, salg og markedsføring, og det giver plads til det, vi helst vil – at fokusere på fagligheden og sikre løsninger af høj kvalitet til glæde for vores kunder."
Som led i fusionen, udvides det nuværende snedkerværksted på Lærkevej i Københavns Nordvestkvarter. Udvidelsen af snedkeriet vil skabe de fremtidige rammer for Snoers snedkerarbejde, herunder specialarbejde til bl.a. renovering af de mange fredede ejendomme i København. Virksomheden vil fortsat servicere sine kunder fra værkstederne i Nordvest, Glostrup og Taastrup.