Bankkunder kigger i højere grad end tidligere efter kompetent rådgivning og adgang til specialister, når de vælger ny bank
Faktisk springer denne faktor ind i top tre over de ting, som bankkunder vægter højest når de vælger bank. Det fremgår af Mybankers bankundersøgelse 2018.
Mybanker laver hvert år en undersøgelse blandt bankkunder i Danmark for at høre om deres syn på egen bank. I år svarer deltagerne i undersøgelsen, at en god og overskuelig netbank, konkurrencedygtige produkter og kompetent rådgivning er de tre vigtigste faktorer, der kigges på, når der skal vælges ny bank.
Vigtigste kriterier ved bankvalg 2018
1. |
God og overskuelig netbank |
2. |
Konkurrencedygtige priser |
3. |
Kompetent rådgivning og adgang til specialister |
God og overskuelig netbank
Besvarelserne i bankundersøgelsen viser, at bankkunderne generelt er blevet mere tilfredse med de digitale løsninger, som bankerne udvikler for, at kunderne kan lave deres daglige bankforretninger. I 13 af de 21 deltagende banker er andelen af kunder, der synes at deres bank har en god og overskuelig netbank på 90% eller mere. Kunderne fordeler sig over både store, mellemstore og mindre banker. For de øvrige deltagende banker ligger den positive tilkendegivelse fra deres kunder over 60%. I forhold til 2017 er højdespringeren Ringkjøbing Landbobank, der springer mere end 30 %-point frem. Nordjyske Bank og Vestjysk Bank er fortsat på et højt niveau, men går marginalt tilbage. Nykredit oplever et fald, men er fortsat på et højt niveau.
Konkurrencedygtige produkter
Overordnet set viser svarene i undersøgelsen, at flest kunder i de mindre og mellemstore banker synes, at deres bank har konkurrencedygtige produkter. Her toppes listen af Coop Bank, hvor alle deltagerne blandt bankens kunder har svaret positivt på spørgsmålet ”Har banken konkurrencedygtige produkter?”. I den anden ende af skalaen ligger Nordea, hvor under halvdelen af deltagerne blandt bankens kunder synes, at Nordea har konkurrencedygtige produkter.
Der er stor forskel på mængden af produkter på hylderne i Coop Bank og Nordea, da Coop Bank primært tilbyder betalingskonti og forbrugslån. Derfor kan kunderne fra Nordea have mange flere produkter at forholde sig til og dermed også lettere finde nogle ’huller i osten’, men da der er flere mellemstore banker i toppen af tabellen, tyder noget på, at det er muligt at have konkurrencedygtige produkter, selvom man har mange produkter at tilbyde sine kunder.
Kompetente medarbejdere
I takt med, at bankerne får flere produkter på hylderne og at mulighederne omkring mange bankforretninger bliver mere og mere komplicerede er behovet for dygtige rådgivere også steget.
I forhold til 2017 bliver kompetente medarbejdere og adgang til specialister vurderet endnu mere vigtig, og flere banker har også fået pæne vurderinger i 2018, hvor kun få banker får en lavere vurdering end sidste år. Helt i front vurderer 95% af undersøgelsens andel af Ringkjøbing Landbobank-kunder, at banken har rådgivere, der er kompetente og servicemindede. Det er et stort spring på 28 %-points i forhold til 2017. I den anden ende af skalaen ligger Nordea med en score på 58%, hvilket er en fremgang på 2 %-point i forhold til 2017.