Mange børn kommer til skade i hjemmet hver dag
Omkring 120 børn under fem år kommer hver dag til skade i sådan grad at de må på skadestuen
Mange af ulykkerne sker i hjemmet, og kunne have været undgået ved ordentlig sikring af hjemmet. Blandt andet er trapper og varme drikke kilde til mange ulykker.
Det er en stor dag for fleste forældre, når deres baby ikke længere bliver liggende på legetæppet, men derimod møver sig omkring i hjemmet. En grundig babysikring af hjemmet bør være foretaget allerede inden baby kommer omkring for at forebygge ulykker bedst muligt.
Indendørs trapper er en potentiel dødsfælde
Især åbne trapper er farlige for de små. Hvis den lille begynder at kravle op af trappen, og snubler kan barnet risikere at blive hængt ved at kroppen ryger ud, mens hovedet sidder i klemme i mellemrummene mellem trinene. Det bedste er at blænde mellemrum mellem trinene med plader eller lister. Herudover bør man have et trappegitter både foroven og forneden. Et trappegitter bør ifølge Sundhedsstyrelsen være mindst 65 cm højt og 4,5 – 6 cm mellem tremmerne. Tremmerne bør være lodrette, så barnet ikke kan klatre på dem.
Babyer kan blive forbrændt på lunken kaffe
At kaffen når at blive kold gang på gang med en baby i huset, er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Babyers hud er meget tynd og sart, og kan blive voldsomt forbrændt ved blot 40 grader. Mange børn bliver forbrændt fordi de sidder på skødet af en voksen, der drikker te eller kaffe. Baby kan få fat i kruset og ende med at blive forbrændt på store dele af kroppen. Drik derfor ikke varme drikke, mens du sidder med baby, og stil kruset ude for rækkevidden af de små.
Undgå kvælningsfare: Vælg legetøj efter alder
Hvis legetøjet er til børn under tre år, bør det være godkendt til dette. Hvis legetøjet ikke er egnet til børn under tre år, kan det indeholde små dele som barnet kan få galt i halsen. Desuden er der højere krav til indholdet af kemi og uønskede stoffer i legetøjet til de mindste, da de putter alting i munden for at undersøge det. Du kan se egnet legetøj til børn på 1 år her. Hold store søskendes legetøj adskilt fra babys legetøj, for eksempel i praktiske opbevaringskasser med låg.
De 5 hyppigste ulykker for børn
Barnet får noget tungt ned over sig
Faldulykker
Barnet klemmer fingrene eller stikker sig på en skarp genstand
Forbrændingsulykker
Forgiftningsulykker (medicin, vitaminpiller o.lign.)
Kilde: Startpakke.com & Sundhedsstyrelsen