Gro din grøntsagsglæde
Emma Martinys glæde for det grønne køkken er større end de flestes
I sin nye kogebog "Grøntsagsglæde" er der 100 opskrifter på det, hun elsker allermest: Salater og grønne retter. Bogen dyrker glæden ved at spotte et bundt nye gulerødderm på torvemarkedet eller glæden ved at plukke de første solmodne jordbær fra marken.
Kogebogen "Grøntsagsglæde" indeholder alt fra mættende salatskåle med intense smagsindtryk fra hele verden over enkle og sprøde rå salater til grønne retter med sødmen fra bagte rodfrugter, den fyldige smag fra ristede svampe eller den syrlige friskhed fra farvestrålende bær.
Opskrifterne i bogen dyrker sæsonernes grøntsager, og derfor er bogen opdelt i forår, sommer, efterår og vinter. Emma Martinys fjerde kogebog "Grøntsagsglæde" er en opfølger til "Skønne salater og vidunderligt tilbehør", der nu er udkommet i sjette oplag.
"Jeg har virkelig nydt at nørde temaerne 'salater og tilbehør' igen. Grøntsager vil altid være stjernen i mit køkken, og jeg føler, at bogen tydeligt viser, hvordan jeg har udviklet mig som både kok og forfatter siden min første kogebog," siger forfatteren.
I kogebogen får læseren desuden en "værktøjskasse" i form af dressinger, dips, drys og meget andet. Den er med til at give de grønne retter et ekstra niveau, og den hjælper læseren med at skabe lækre salat- og
måltidskombinationer.
"Når jeg sammensætter et måltid, følger jeg ingen særlig tallerkenmodel. Jeg starter ikke med at vælge, om aftensmaden skal byde på oksekød, kylling eller tofu, eller om den skal serveres med kartofler, ris eller quinoa. I stedet tænker jeg over smag, konsistens, anretning, mæthed og næring."
Kogebogen inspirerer til, at man dyrker grøntsagsglæden, og gennem opskrifter som en frisk og sprød ærtesalat med bagte radiser eller en grillet romainesalat med majs kan læseren blive ved med at dyrke glæden ved de gode råvarer og det grønne køkken.
Emma Martiny er madskribent og livsstilsblogger. Hun deler bl.a. sine opskrifter hver uge i femina, og samtidig blogger hun om mad og livsstil på http://www.emmamartiny.dk/.
GRØNTSAGSGLÆDE - SALATER OG GRØNT TILBEHØR
Af Emma Martiny
Fotograf: Winnie Methmann
Udgivelsesdato: 4/5 - 2018
Pris: 349,95
Sider: 254