Bekæmper myrer med "sirupsklatter"
Nyt godkendt middel til bekæmpelse af myrer er en tyktflydende gel, som der blot skal placeres et par klatter af. Så klarer de flittige myrer selv resten af arbejdet
Myrebekæmpelse har tidligere handlet om at spraye en væske ud over et større område. Eller måske sprede noget pulver. Men nu bliver det nok at placere et par små klatter.
Borup Kemi lancerer nemlig midlet "Kvit A Myre-sirup", der som noget helt nyt på forbrugermarkedet er en tyktflydende gel. Det nye middel leveres i en lille tube med en praktisk doseringsspids, og der skal blot placeres nogle få klatter med 1 - 3 meters mellemrum for at bekæmpe myrerne. Midlet kan anvendes både ude og inde, når det er lokaliseret, hvor myrerne har fundet adgang.
"Kvit A Myre-sirup" indeholder sirup, fordi myrer elsker søde sager, og sirup er meget højt placeret på menuen hos myrerne. De vil derfor spise af klatten og få lidt af den på sig. Og som de flittige myrer, de er, vil de herefter transportere det med helt ned i myreboet. Efter mindre end en måned vil boet være forsvundet.
Fordelene ved at anvende en tyktflydende gel er, at denne form og konsistens gør det langt lettere og hurtigere for gør-det selv-folk at udføre arbejdet, ligesom der skal bruges en langt mindre mængde for at opnå et godt resultat. En tube med 10 gram rækker således til 30 til 35 klatter og vil kunne bekæmpe omkring 10 myreboer. Den nødvenlige mængde af midlet er så lille, at hverken mennesker eller husdyr kan tage skade af at komme i kontakt med det.
"Kvit A Myre-sirup" er ikke helt ukendt i Danmark, men det har hidtil været benyttet i en lidt anden form og udelukkende af de professionelle virksomheder inden for skadedyrsbekæmpelsen. Nu er det altså også blevet tilgængeligt på forbrugermarkedet, og det betyder, at den private husejer selv kan benytte det og hermed opnå en effektiv bekæmpelse til en meget fordelagtig pris.
"Kvit A Myre-sirup" leveres i en tube med 10 gram, og den vejledende udsalgspris er 129 kroner inklusiv moms. Det kan købes i havecentre, planteskoler, byggemarkeder og foderstofforretninger med flere over hele landet.