Naturlige rengøringsmidler skal fylde mere på hylderne
Virksomheden Eco Clean Nordic har som den første danske virksomhed, og som én af få i Europa, udviklet en serie vaske- og rengøringsmidler, der er 100 % naturlige, bæredygtige og med økologiske ingredienser
Med ny finansiering fra Danmarks Grønne Investeringsfond er iværksættervirksomheden klar til at tage kampen op med de store, globale spillere inden for rengøringsmidler.
Eco Clean tilbyder forbrugerne en vej ud af nutidens kemikaliejungle med et grønt alternativ til rengøringen. De er en nystartet dansk virksomhed, der har udviklet en serie af rengøringsprodukter, som er baseret på planteolier, med dufte fra naturlige essentielle oliér og økologisk blomstervand og en emballage lavet af genbrugsflasker.
”Vi tror på, at der er et stort marked for naturlige rengøringsmidler. Forbrugerne i Danmark og internationalt er meget bevidste om kemikalier og efterspørger et alternativ til de skrappe midler, der fylder hylderne i supermarkederne. Derfor har vi mod på at tage kampen op med de store globale spillere som Ajax, Biotex og Cillit Bang,” siger Tommy William Andersen, medstifter og adm. direktør i Eco Clean.
Virksomheden er én ud af en lille håndfuld producenter i Europa, der har opnået den internationalt anerkendte ECOCERT®-miljøcertificering for et 100 % naturligt rengøringsprodukt. Tilmed den eneste i Norden, som brander under ejet mærke.
Eco Clean er allerede lykkedes med at få rengøringsserien ud i en lang række supermarkeder fordelt på 11 lande, bl.a. Kvickly, SuperBrugsen, Netto og Irma i Danmark. Men deres største udfordring er stadig konkurrencen om hyldeplads, og dermed kundernes opmærksomhed.
For at få produkterne ud til flere forbrugere, har Eco Clean netop fået finansiering fra Danmarks Grønne Investeringsfond til at skalere forretningen. Dermed regner Eco Clean med, at de i løbet af i år kan øge markedsandelen i alle de nuværende lande, og målet er at firdoble omsætningen fra 2017.
”Med den nye kapital fra Danmarks Grønne Investeringsfond kan vi finansiere vækst i de nuværende lande – især Danmark, Tyskland, Sverige og Finland. Det skal ske via mere aggressiv markedsføring, bl.a. i tilbudsaviser og på sociale medier. Det betyder også, at vi kan ansætte flere medarbejdere,” siger Tommy William Andersen.
En af de afgørende faktorer for Eco Cleans hurtige fremgang er balancen mellem pris og kvalitet. Her har Eco Clean fra start arbejdet ud fra en forretningsplan, hvor prisen skal være mere eller mindre identisk med konkurrenternes.
”Eco Clean har udviklet en unik produktserie, som ikke før er set i Skandinavien, og som stadig ikke er udbredt i verden generelt. Med en pris, der matcher konkurrenternes, og en anerkendt certificering har de potentialet til at skalere forretningen, og det er vi glade for at bidrage til,” siger Line Lundbye, erhvervskundechef i Danmarks Grønne Investeringsfond.