Klassisk musikfestival – for og med børn og barnlige sjæle
Schubertselskabet åbner sæsonen med minifestivalen Juniorschubertiaden - med ønsket om at udbrede kendskabet til klassisk musik blandt børn og unge
Minifestivalen finder sted i Roskilde og byder blandt andet på koncert med Årets Talent, den 17-årige stjerneviolinist Alva Holm, de 50 børn og unge musikere fra Zapolski Strygerne og en hel trup unge operasangere.
Kan børn og unge fanges af klassisk musik i en tid, hvor hurtige sociale medier og digitale devices præger hverdagen? Ja, lyder det fra ildsjælene i Schubertselskabet, der har arrangeret en todages klassisk musikfestival for børn og unge.
Under navnet Juniorschubertiaden bliver der 21. og 22. april afholdt koncerter og arrangementer på forskellige lokationer rundt om i Roskilde Kommune. Fælles for arrangementerne er, at de hører under den klassiske genre, og at de er opbygget med børn og unge in mente.
- Vi ved godt, at klassisk sjældent er førstevalget, når børn skal høre musik. Vi vil dog gerne udfordre dette faktum og gøre genren mere tilgængelig ved at introducere børn og unge for klassisk musik, der er gjort mere spiselig ved hjælp af dygtige musikere, lyder det fra Bent-Erik Rasmussen, generalsekretær hos Schubertselskabet, der har arrangeret Juniorschubertiaden.
Schubertselskabet blev stiftet i 1994, og siden 1997 er der blevet afholdt årlige Schubertiader i Roskilde. Børnedelen af Schubertiaden har længe været så populær, at den sidste år for første gang blev afholdt som sit helt eget arrangement, Juniorschubertiaden.
Fokus på unge klassiske talenter
Juniorschubertiaden finder sted blandt andet i Byens Hus på Stændertorvet i Roskilde og på Roskilde Gymnasium. Under de musikalske arrangementer vil man kunne møde flere af de dygtigste unge talenter inden for klassisk musik. Blandt andet violinisten Alva Holm, der er kåret til Årets Talent 2018.
- I en alder af kun 17 år har hun vundet et hav af priser – både danske og internationale. Med sit fortryllende violinspil, blændende teknik og fremragende musikalitet spiller hun sig lige ind i publikums hjerter, og hun er et godt og sympatisk forbillede for børn og unge med passion for musik – uanset hvilken stilart, siger Bent-Erik Rasmussen.
Skoleklasse har designet plakaten
Festivalen er ikke kun FOR børn, men også MED børn. Således optræder gruppen Zapolski Strygerne, der er et strygerorkester bestående af 50 børn og unge helt ned til seks år. Under kyndig vejledning af violinisten Alexandre Zapolski spiller store og små violinister fortolkninger af blandt andet Elton John, Beethoven og selvfølgelig Schubert.
Også nogle af kommunens folkeskoleklasser er inddraget i Juniorschubertiaden:
- Vindinge Skoles femteklasser har igen i år malet plakater til årets festival, og resultatet bliver præsenteret ved den fernisering, der skyder Juniorschubertiaden 2018 i gang, oplyser Bent-Erik Rasmussen.
Opera med publikum som deltagere
Begrebet 'Schubertiader' går helt tilbage til Franz Schuberts tid, hvor komponisten samlede venner for at spille sammen og derved udbrede kendskabet til klassisk musik.
Idéen med at samle mindre grupper af folk omkring musik er stadig det gennemgående ved nutidens Schubertiader. Og ved Juniorschubertiaden ser man det blandt andet i arrangementet med en operagruppe fra Frederiksbergs musikhøjskole MGK. Her bliver publikum inddraget i koncerten og deltager som medvirkende i flere af arierne.
- Og det er lige præcis sådan noget, der skal til for at fange børn og unge. Altså at de bliver en aktiv del af koncerten frem for blot at skulle være tilskuere. På den måde oplever de musikken og budskaberne på en helt anden måde, siger Bent-Erik Rasmussen.