Kan jeg gå i haven med pollenallergi?
Forårets komme sender boligejerne i haven og immunforsvaret på overarbejde, hvis man lider af pollenallergi
Nogle få råd fra den danske allergivirksomhed ALK kan hjælpe.
Solen kigger frem – foråret er på vej, og de danske haveejere er så småt på vej til at gribe spade, hækkesaks og trillebør. Men med de første weekender med havearbejde følger også en række følgeskavanker, hvis man lider af pollenallergi: løbende næse, kløende øjne, nysen og det, der er værre.
Heldigvis er der ingen grund til at længes efter efterår og vinter, for næsten alle, der lider af pollenallergi, kan hjælpes.
"At få en diagnose hos lægen er meget vigtigt, hvis du ønsker at reducere din pollenallergi og få det bedre i stedet for at acceptere at have det elendigt. Den vigtigste ting at huske på er, at dette er en sygdom, der kan kontrolleres, og der er mange behandlinger til rådighed, der kan hjælpe dig", siger Jørgen Nedergaard Larsen, seniorforsker i den danske allergivirksomhed ALK.
Næsten en million danskere ramt
Han fortæller, at de første solrige forårsdage ofte falder sammen med, at træpollensæsonen er gået i gang, hvilket er til stor gene for mange af de op imod en million danskere, der anslås at lide af pollenallergi.
"Behandlingsmulighederne spænder fra symptomdæmpende håndkøbsmedicin til mere langsigtede behandlinger som allergivaccination, der øger kroppens tolerance mod det, man er allergisk overfor. De fleste oplever en vedvarende effekt af allergivaccinationen, også efter behandlingen er slut", siger Jørgen Nedergaard Larsen.
Det er svært helt at undgå pollen. Men du kan selv gøre meget for at forebygge allergi ved at forberede kroppen til havesæsonen, særligt ved at finde ud af, hvilke typer pollen du er allergisk overfor, og ikke mindst ved at tage den rigtige medicin.
Jørgen Nedergaard Larsen giver følgende gode råd, inden du går i haven:
Husk din medicin
Kontroller pollental på www.pollentjek.dk og planlæg efter dem
Vask dit hår og skift tøj, når du kommer ind efter at have været ude
Gå til lægen og få en udredning, hvis du ikke allerede har fået en
Slå din græsplæne, mens den er våd af dug eller lad andre gøre det, hvis du lider af græspollenallergi
Hvis du bestemmer dig for at søge lægehjælp, så kan du enten kontakte egen læge eller en øre-næse-halslæge.