Havehytte til nydelse og nytte
Vi elsker vores haver, der som vilde eller velplejede oaser indbyder til afslapning og leg under åben himmel
Det er skønt at være ude, men det er ofte en kort fornøjelse for somre med regn og rusk sætter en naturlig begrænsning for fornøjelsen. Med en hytte i haven forlænges sommeren, mens familien får mere plads med et ekstra rum i haven.
Det danske vejr er og bliver uforudsigeligt, og derfor kommer Bauhaus nu forblæste og regnvåde danskere til undsætning. Årets havenyhed er en serie af kvalitetshytter, der inviterer til at skabe nye uderum, hvor haven og huset smelter sammen.
”Mange forbinder hytter med bjælkehytter i de norske fjelde eller spejderhytter. Det vil vi gerne ændre på med vores serie af moderne hytter, der skaber et helle i haven til nydelse eller nytte. Hytten er det oplagte valg uanset om man mangler et kontor i fred fra familien, et gæsteværelse eller bare de ekstra praktiske kvadratmeter,” fortæller indkøber Torben Sørensen fra Bauhaus.
En hytte i haven har mange anvendelsesmuligheder alt efter plads og behov. Brug eksempelvis hytten som en fredelig oase, hvor du kan slå benene op og nyde en god bog i ro og mag med udsigt til vindens leg med havens blomster. Eller lad børnene ’flytte hjemmefra’ for en aften og nat, hvor de hygger med vennerne uden forstyrrelser fra resten af familien.
Lækker lounge til kølige aftner
Hytten kan stå alene frit og stramt i sit udtryk, men man kan også vælge at udbygge den med en praktisk overdækket terrasse. På den måde fungerer hytten som et ekstra uderum med god plads til, at hele familien kan nyde udelivet uanset vejret. Med store puder, lune tæpper og ild i de udendørs lanterner har man en lækker lounge, der hurtigt forvandler kølige aftner til lun hygge.
Når sommeren siger definitivt farvel, kan hytten have et mere praktisk formål som opbevaring af havemøbler og redskaber. Det er dog også muligt at isolere hytten, og dermed få et ekstra rum hele året.
Design den perfekte hytte
Under navnet Bau-Cabin tilbyder Bauhaus over 120 forskellige prædesignede hytter i størrelser fra 20 til 50 kvadratmeter. Dertil kommer en lang række muligheder for individuel tilpasning af alt lige fra antal vinduer og døre, dimensioner på konstruktionen og overdækning.
Hvis man vil skyde genvej til hyggen i havens og boligens nye rum, kan man vælge at lade fabrikken male hyttens grundfarve.