En restriktiv parkeringspolitik fremmer delebiler i Ørestaden
Få parkeringspladser og høje parkeringsafgifter har fået beboerne i Ørestaden til at skifte privatbilen ud med delebilen og øget anvendelsen af bæredygtig transport
Den nye bydel har med en af de dyreste parkeringslicenser i København et lavere bilejerskab end den gennemsnitlige københavnske bydel.
Københavnerne er i de sidste par år begyndt at køre mindre i bil, og bæredygtige transportmidler såsom cyklen benyttes mere end nogensinde før. På trods af denne udvikling er bilejerskabet i hovedstaden steget stødt siden 2012, og især beboere i de nye byområder i København har adgang til mere end én bil.
Den restriktive parkeringspolitik i Ørestad City er et bud på hvordan tendensen kan vendes. Bilejerskabet per indbygger er ikke steget i den nye bydel på trods af udviklingen i resten af København. Kravet til anlagte parkeringspladser i det nybyggede område er én parkeringsplads per 200m2 bygget areal. Parkeringskravet er sænket med 50 % blandt andet for at fremme brugen af metrolinjen som løber igennem kvarteret. Det er ikke muligt at parkere på gaden i området, og alt parkering skal være i p-huse, når området er færdigbygget. For at parkere i området koster det knap 1000 kr. om måneden for beboerne, og der er 1 kilometer til gratis parkering i nabokvarteret.
Delebiler er alternativet
I stedet for at eje bil er der mange beboere i Ørestaden som anvender delebiler. Fem forskellige typer af delebils udbydere findes i Ørestad City med 20-25 biler tilsammen. Både GreenMobility, LetsGo og Hertz delebil har deres egne reserverede parkeringspladser i området, og derfor er det både billigere og nemmere for beboerne at finde en parkeringsplads til delebilen end privatbilen.
Der er ingen der gider stå og have en bil, når man ikke kan parkere den, og så er det bare så dyrt at parkere […] Der er det lidt nemmere med de der delebiler, der er altid en plads til delebilen. Man skal ikke slås med nogen (om parkeringspladserne). I delebilen skal man ikke betale benzin, forsikring og vi skal ikke gøre den rent. Man kan mærke det er nye biler, man føler sig tryg, når man sætter sig ind i dem, og de er nemme at køre. (Beboer i Ørestaden).
De forskellige typer af delebiler i Ørestaden egner sig til forskellige rejser, nogle bliver benyttet til korte ture, mens andre bookes i længere perioder for f.eks. at tage på tur i weekenden. Efterspørgslen på delebilerne er stor, og beboerne fortæller, hvordan man skal være ude i god tid i visse perioder for at være sikker på at få en delebil tæt på. Ifølge bybilsoperatøren Green Mobility er Ørestaden en af deres mest benyttede destinationer, og der går flere ture til og fra området end mange centrale placeringer i indre København. På trods af at Green Mobility’s udgifter på de dyre parkeringspladser i Ørestaden kan det stadig betale sig, fordi efterspørgslen er så stor.
Eksemplet fra Ørestad viser at den restriktive parkeringspolitik, adgang til kollektiv transport og tilstedeværelsen af delebiler holder bilejerskabet i bydelen lavt. Beboerne har 0,35 biler per husstand i Ørestad City, mens der i byen i gennemsnit er 0,48 biler per husstand.
Vi har så meget tæt på, i gå afstand, så giver det ingen mening at have bil. Specielt ikke i Ørestaden fordi det jo er sindssygt dyrt at parkere […] nogle af vores naboer har valgt at sælge bilen, fordi de kan se at det ikke giver så stor mening. Det er fint nu man har det offentlige, tog, metro eller bus, og så i stedet for at købe bil så lejer de en bil, f.eks. en delebil i stedet. (Beboer i Ørestaden)
Parkeringspolitikken i Ørestad City mindsker beboernes kørsel i bil og skaber gunstige forhold for delebiler. Beboerne har ændret deres måde at handle ind på, pendle til arbejde på og hente deres børn på. På trods af forringede muligheder for at eje en bil fortæller beboerne, at de har fået flere muligheder ved at flytte til Ørestaden, på trods af parkeringspolitikkens begrænsninger.