Riv ned og byg nyt - det betaler sig ofte
Hvorfor kaste sig ud i en omfattende og usikker husrenovering, når man med fordel kan opføre et nyt hus og samtidig sikre et eventuelt fremtidigt salg og husets levetid?
At bygge nyt er den bedste investering på den lange bane, lyder det fra et af landets største byggefirmaer.
Gamle huse er charmerende, har ofte fine historier med sig og en beliggenhed, der siger spar to, fordi de er opført på et nyudstykket område, dengang København og andre af de større danske byer fik udvidet deres bygrænser. Der er bare det ved det, at de arkitektonisk er tilpasset en livsstil, der ligger fjernt fra et moderne dansk liv, ofte er bygget med en dårlig isolering og tilmed kan indeholde fugtskader med efterfølgende skimmel, fordi de gennem årtier ikke har fået den vedligeholdelse, et ældre hus kræver.
Ofte er det elementer, som man ved en gennemgribende renovering til dels kan rette op på, dog altid med en vis usikkerhed i forhold til fugt, indeklima og økonomi. Der er mange argumenter for og imod, og det er klart, at står man med en ældre arkitektonisk perle, skal man tænke sig godt om. Hos byggefirmaet Lind & Risør er man dog ikke i tvivl om, at det i de fleste tilfælde bedre kan betale sig at rive et eksisterende nedslidt hus ned. "Tallene viser, at en omfattende renovering af et klassisk parcelhus eller en murermestervilla i de fleste tilfælde bliver lige så dyrt som at rive ned og bygge nyt, endda nogle gange dyrere", udtaler salgschef Morten Bertelsen.
Alle nybyggede huse bliver bygget ud fra høje krav til isolering og energioptimering. Det ses naturligvis på regnskabet i sidste ende, så det månedlige budget ser væsentlig pænere ud end ved et ældre hus med utætte vinduer og dårlig isolation. Tilmed findes der i dag flere forskellige muligheder for grøn energi, som også på samvittigheden betyder noget i en verden, hvor klimaforandringer spiller en større og større rolle.
Når man dertil lægger, at man ved et nybygget hus kan få det præcis, som man vil, hvad angår husets arkitektur og indretning, hvorfor så skulle bakse med bærende vægge, der skal rykkes, eller det hensigtsmæssige eller direkte sundhedsskadelige i at lave kælderen om til ekstra børneværelser.
"Uanset hvor mange penge man putter i et gammelt hus, og hvor mange døre, vinduer eller hvor meget isolation man skifter ud, kommer man aldrig i nærheden af, hvad et nybygget hus lever op til, hvad angår indeklima, energimærkninger og månedlige driftsomkostninger. Groft sagt kan man sammenligne det med at blive ved med at male på en rusten bil. Karrosseriet vil stadig være det samme. Den kører altså ikke langt nok på literen i overført betydning," fortæller salgschef hos Lind & Risør Morten Bertelsen.
Ifølge ham er der overordnet tre parametre, man skal overveje grundigt, inden man renoverer, og som taler imod at bevare de gamle huse, der er bygget lang tid før, man vidste så meget, som man ved i dag om energi- og budgetvenligt byggeri.
"For det første vil der altid være kontinuerlig og ofte kostbar vedligeholdelse, ikke mindst over tid. For det andet vil udgifter til energi og varme aldrig kunne ramme det niveau, som et nybygget hus har, eftersom byggereglementet i dag er til for klimaets skyld. Og sidst, men ikke mindst, kan man ikke løbe fra husets dåbsattest. For lige meget hvor meget du gør, vil det altid være et hus bygget for mange år siden – nogle gange et halvt århundrede eller mere," siger han.
"Dengang vidste man fx ikke noget om, hvor skadelige radonstråler, der siver ind i husene grundet et undertryk, fx kan være. I dag kan man radonsikre nyt byggeri uden problemer ved at lede strålerne ud af huset. Flere af de gamle huse er også bygget i sundhedsskadelige materialer og PCB-holdig maling, der er kendt for at påvirke nervesystemet og hormonbalancen negativt, og som man ikke bare kan fjerne. Så der er flere ting, der taler for at bygge nyt i stedet for at renovere et gammelt hus. Ikke mindst når det gælder om at fremtidssikre et eventuelt salg," slutter Morten Boye Bertelsen.
TIP! Husk i øvrigt...
Husk renoverings- og energiudgifter, når I køber hus. Der kan nemlig være stor forskel på udgifterne til renovering og varme i et ældre hus i forhold til et helt nybygget hus.
Banken skal følge finanstilsynets retningslinjer, når det gælder husstandsindkomst og rådighedsbeløb, når folk skal låne til deres nye hus. Rådighedsbeløbet er dog en fleksibel størrelse for det er meget elastisk, for hvor meget skal man sætte af til vedligeholdelse, hvor meget til service til bilen og hvad med tandlægen? Her spiller vedligeholdelsesudgifterne naturligvis ind, ligesom energiudgiften gør, og her kan der være fordele ved et helt nybygget hus i forhold til et ældre hus, der trænger til en kærlig omgang.
Ofte kan man faktisk låne lidt flere penge i banken, hvis der er tale om køb af et helt nybygget hus ganske enkelt fordi de månedlige udgifter er lavere end i et ældre hus. Hvis et nybygget hus eksempelvis koster 400.000 kr. mere, end et ældre hus, man ser på, så skal man selvfølgelig huske at kigge på, hvad man sparer i vedligeholdelse og energiudgifter – og så ser regnestykket ofte helt anderledes ud.