Sådan vælger du den rigtige bruser og får mest ud af badet
Effektivt og opkvikkende – eller langt og afslappende. Brusebadet tjener forskellige formål afhængig af tidspunktet på dagen, og ikke mindst hvad du foretrækker
Den største bruserglæde får du, når brusebadet passer til dit behov hver eneste gang. Det kan heldigvis lade sig gøre med et brusersystem, der er enkelt at montere og giver stor bruserfornøjelse fra både en stor hovedbruser over dig og en fleksibel håndbruser. Der findes mange varianter af disse systemer, også kaldet Showerpipes. Her får du en række råd til, hvordan du vælger den rigtige bruser til dit behov:
Hvad skal hovedbruseren kunne?
Se først på, hvor meget plads du har i bruserområdet. Er der plads til en overdådig regnbruser i op til 46 cm bredde, eller passer det bedre med en standarddiameter på 16-28 cm – eller noget derimellem? Ønsker du en hovedbruser, der kan vippes og/eller drejes til siden? Tænk også over, om du vil have en enkelt stråletype fra bruseren over dig, eller om du vil have mulighed for at skifte mellem eksempelvis en blød regnstråle og en kraftigere stråle.
Hvad skal håndbruseren kunne?
Også ved håndbruseren bør du tage stilling til, hvor mange stråletyper du ønsker. Er en stråletype nok, eller vil du have mulighed for at skifte mellem bløde dråber, kraftige stråler, der skyller shampoo ud, og eventuelt en pulserende massagestråle? Traditionelt skifter man mellem de forskellige stråler ved at dreje på stråleskiven, men hansgrohe har opfundet brusere med trykknap, så du kan skifte med én hånd og lukkede øjne. Derudover kan du vælge, om håndbruseren skal sidde i en fast holder på væggen eller en højde-/vinkeljusterbar holder.
Og hvad med termostatarmaturet?
På termostatarmaturet styrer du vandmængden og -temperaturen. Nogle fås med hyldeplads, nogle med en kartud og nogle med trykknapper, som du trykker på for at åbne og lukke for vandet. De gør det samtidig muligt at bruge begge bruserne på én gang. Størstedelen af termostatarmaturerne er dog traditionelle i udformningen med et drejegreb i hver side. Husk at tjekke, om termostatarmaturet har en sikkerhedsspærre, der forhindrer skoldning.
Passer designet til dit badeværelse?
Ud over forskellige funktioner har brusersystemerne naturligvis også forskellige design, hvor både former og farver kan variere. Du bør som udgangspunkt tænke over, om brusersystemets grundform skal være rund eller kantet for at passe til resten af badeværelset. En fuldforkromet bruser er et sikkert valg – men fra eksempelvis hansgrohe finder du også produkter med hvide detaljer og endda overflader af hvidt glas eller spejlglas, der gør udtrykket særligt moderne. De hvide flader er derudover praktiske, fordi der er meget kalk i vandet i store dele af Danmark. Dette ses ikke så tydeligt på en hvid overflade.
Pas på din bruser og hav den i mange år
Når du gør din bruser ren, så hold dig fra aggressive rengøringsmidler og skuresvampe. De kan skade bruserens overflade, så den over tid begynder at skalle af. Spray i stedet egnet rengøringsmiddel på en blød klud, rengør bruseren og skyl efter med rigeligt, rent vand. hansgrohe anbefaler rengøringsmiddel, der er baseret på citronsyre – det er effektivt mod kalk og skader ikke krom-overfladen. Dermed vil dit brusersystem skinne som nyt i lang tid fremover.
I øvrigt: Det anbefales, at du søger professionel rådgivning og information om modeller, funktioner og anvendelsesmuligheder hos din lokale VVS-forretning samt lader en autoriseret VVS-installatør montere det valgte brusersystem. Så er du sikret, at du får fuldt udbytte af alle produktets mange fordele.