Vandpriser 2018 på interaktivt danmarkskort
Vandsektorens brancheorganisation, DANVA, præsenterer nu vandpriserne for 2018 på sit interaktive danmarkskort
Det betyder, at forbrugerne kan få et samlet overblik over, hvad de betaler for at få leveret drikkevand og afledt spildevand hos selskaber under vandsektorloven.
Vandsektoren arbejder for den størst mulige åbenhed om deres formål med at understøtte folkesundheden og sikre miljøet. En kundetilfredshedsundersøgelse, som er udarbejdet af DANVA i 2014, viser, at 80 procent af de flere tusinde adspurgte forbrugere ikke ved, hvor meget de betaler for deres vand, ligesom en stor majoritet heller ikke kender navnet på deres vandselskab.
”Åbenhed er en af vandsektorens grundlæggende værdier. Derfor søger vi at gøre den ensartethed og forskellighed, der afspejler vandselskabernes vilkår, endnu mere transparent over for omverdenen,” siger næstformand i DANVA, Ango Winther.
”DANVA ønsker med det grafiske overblik over vandprisen med tilhørende baggrundsinformationer desuden at sikre en korrekt og neutral fremstilling af forbrugernes betaling.”
På DANVAs interaktive danmarkskort kan alle klikke sig ind og se vandprisen. Man kan også finde ud af, hvor drikkevandet kommer fra og hvem, der renser spildevandet samt sikrer en mod oversvømmelser.
I de tilfælde, hvor vandprisen er steget, kan det ud over den almindelige prisudvikling skyldes en ekstra pålagt skattebyrde eller/og investeringer i klimaløsninger.
Vandpriserne svinger fra selskab til selskab. Det skyldes lokale, strukturelle og politiske forskelle, der giver et stort spænd mellem de laveste og de højeste udgifter, som vandselskaberne har. Det kan være forholdsvist billigere at forsyne vandforbrugende virksomheder end små kunder. Geologiske forhold kan gøre det dyrere at hente vand op af jorden nogle steder i forhold til andre. I andre egne kan forurening af grundvandet betyde, at der skal investeres i nye kildepladser til vandindvinding.
Der er desuden store forskelle på, hvor meget et selskab investerer i for eksempel kloakering og klimaløsninger og hvor mange kunder, der er til at deles om betalingen for investeringen. I for eksempel et tyndt befolket forsyningsområde med mange sommerhuse kan forbrugerne komme til at betale mere for vandet, fordi der ganske enkelt er færre kunder med et samlet mindre vandforbrug til at afdrage på den fælles investering.
Se mere om statistik og analyser fra vandsektoren i ”Vand i tal 2017”.
Kan man ikke finde sit vandværk på kortet, kan det skyldes, at det ikke er omfattet af vandsektorloven.