Antallet af ægtefolk stiger – maden forbliver den samme
Efter en årrække med nedgang i antallet af ægteskaber, er antallet af danskere, der siger 'ja' til hinanden igen stigende
Det mærker man tydeligt hos bryllupsleverandørerne, der oplever stor detaljesans hos brudeparrene - også når det kommer til menuen
'Så tilspørger jeg dig...' Disse ord bliver sagt flere og flere gange rundt om i de danske kirker og på rådhuse, viser dugfriske tal fra Danmarks Statistik. For med 31.777 vielser i 2017 fortsætter antallet af vielser nemlig med at stige.
Efter det rekordlave 2013 med kun lidt over 27.000 vielser, er tendensen nu vendt. Flere og flere danskere siger ja til at dele livet med hinanden 'i medgang og modgang', men der er stadig langt op til 2000's godt 38.000 vielser.
Hos landets bryllupsleverandører mærker man tydeligt, hvordan tendensen er vokset de seneste år. Og selvom mange bryllupstraditioner bliver holdt i hævd, bliver der i langt højere grad end tidligere lagt fokus på detaljerne. Det gælder alt lige fra håropsætning og tøj til valg af menu og lokaler.
- Nu har vi leveret menuer til selskaber i snart 20 år, og vi kan virkelig mærke, at henvendelser omkring bryllupsmenuer stiger. Men vi kan også se, at folk går meget mere op i menuen end tidligere. Maden har jo altid været en stor del af festen, men der bliver i langt højere grad spurgt ind til de enkelte retter og forskellige sammensætninger, fortæller Lone Larsen, indehaver af Kejserindens Gryder, der for nyligt deltog i det populære arrangement Bryllupsmessen i Forum.
Populært at smage inden bestilling
Netop fordi der er så stor fokus på detaljerne i menuen, afholder Kejserindens Gryder inspirationsaftener hos virksomheden i Albertslund, hvor gæsterne kan smage store dele af menuerne. En mulighed, der var særligt populær hos de forelskede par på messen.
- Én ting er at se noget beskrevet med ord, en anden ting er at prøve retterne af med egne smagsløg og på den måde få et billede af, hvad der passer sammen, og hvad der ikke gør, fortalte Nanna Sandbæk Andersen, der var på messen sammen med sin kommende mand, Morten Beck.
Det vigtigste for parret var med deres egne ord, at maden er 'sikker'.
- Altså at vi kan være helt sikre på, at det er godt på dagen, og at vi derfor kan slappe af og nyde, at vores gæster og vi får mad af høj kvalitet – og at der er nok af det, sagde Morten Beck, inden turen gik videre til de andre stande i Forum.
Maden har ikke ændret sig
Mens bryllupsmessen bød på nye trends og tendenser inden for bryllupsbeklædning, underholdning og anderledes transport til og fra bryllupslokationen, så har maden ikke ændret sig meget de seneste år, fortæller Lone Larsen:
- De fleste efterspørger det samme; nemlig en let forret, der ofte består af en slags fisk, en hovedret med elementer af kød, salater, kartofler og sauce og så selvfølgelig desserten, der på en og samme tid skal være fyldig og frisk. Sådan har det været i alle de år, vi har lavet bryllupsmenuer, siger Lone Larsen.