Ballettens højdespringer bliver solodanser
Jonathan Chmelensky blev lørdag aften udnævnt til solodanser ved premieren på Svanesøen
Jonathan Chmelensky kan springe som ingen anden i Den Kongelige Ballet. Han startede ellers sin karriere i København i 2007 med at tage timer sammen med børnene på Det Kongelige Teaters Balletskole. Året inden var han blevet opdaget på Cuba og inviteret til København. Men selvom Chmelensky kunne springe, var hans teknik endnu ikke stærk nok til, at han kunne føle sig sikker i kompagniet. Meget har ændret sig, siden Chmelensky trænede blandt balletbørnene. Lørdag aften blev han udnævnt til solodanser –den højeste titel en danser kan nå i Den Kongelige Ballet.
Balletmester Nikolaj Hübbe begrunder udnævnelsen: ”Jonathan er en prins, en mandsdanser, der igennem de sidste mange år har bevist sit store værd og sin enorme appetit og passion for alle former for dans. Han besidder kunstnerisk ydmyghed og tæft, nysgerrighed og ikke mindst en kæmpe hengivenhed overfor selve institutionen Den Kongelige Ballet. Han er kollegial, smuk, myreflittig, og så kan han ovenikøbet danse, så det står efter!”
Chmelensky har i denne sæson danset hovedpartierne som Sukkerfeens kaveler i Nøddeknækkeren, herre i Tjajkovskij pas de deux, Bernhard i Raymonda, Rødt par i Silk & Knife2 og for første gang lørdag aften -en af ballettens helt store herreroller- Prins Siegfried i Svanesøen. Han kan senere på året ses i Liam Scarletts helt nye ballet Spar Dame, der har premiere den 14. april.