Skagerak lancerer ny stumtjener i turn serien
Skageraks Turn-serie vokser sig større med en ny og dekorativ stumtjener med tilhørende bøjler og kroge
Nyhederne lanceres på årets Stockholm Furniture Fair i februar. Den nye stumtjener er skabt i et spændende samspil mellem dampbøjet asketræ og gyldne beslag i aluminium. Bøjler og kroge er ligeledes lavet i gyldent aluminium, og tilfører en flot kontrast til den lyse ask. Som helhed bærer designet præg af en lethed, hvor halvcirklens form fortolkes i både profiler og bøjninger.
Med Turn-serien har den danske designer Line Depping arbejdet med træets mulighed for at bøje, når det dampes og formpresses. Dampbøjning er en gammel håndværkstradition, og menes at kunne spores helt tilbage til vikingetiden, hvor de formentlig dampede træplanker til at bygge skibe med. Teknikken bruges også flittigt til at bygge musikinstrumenter, sportsredskaber og finurlige bygningskonstruktioner. Med sin smidighed og styrke passer asketræ særdeles godt til processen, hvor fugt og varme gør det muligt at designe nye former og funktioner.
De nye produkter i Turn-serien vil kunne findes i butikkerne fra begyndelsen af marts 2018.