Danskerne foretrækker hvid rengøring
93 procent af danskerne foretrækker hvid fremfor sort rengøring, viser ny undersøgelse fra Userneeds af befolkningens holdning til rengøring
Men 40 procent angiver, at de kun vil betale for hvid rengøring, hvis prisen i sidste ende er den samme. 7 procent foretrækker slet og ret sort rengøring.
Der behøver imidlertid ikke være den store forskel i prisen på sort og hvid rengøring. Med nye serviceplatforme, der tilbyder rengøring og andre services på nettet, er forskellen mere eller mindre forsvundet som støv fra en bogreol.
”Rengøringsportaler er med til at gøre dele af det sorte rengøringsmarked hvidt. Dertil kommer, at mange af vores kunder ikke tidligere har haft hjælp til rengøring. Enten fordi det var sort arbejde, eller fordi det var for dyrt,” siger Dennis Forchhammer, medstifter og direktør i rengøringsportalen Happy Helper.
Hos rengøringsportaler som Happy Helper tilbydes en times rengøringshjælp for 138 kroner, og kunderne kan få 25 procent tilbage i servicefradrag (det tidligere håndværkerfradrag).
Til sammenligning viser undersøgelser fra Rockwoolfondens forskningsenhed, at danskerne i gennemsnit betaler omkring 108 kroner i timen for sort rengøringshjælp. Og så er prisen på hvid rengøring faktisk en smule billigere end den sorte rengøring.
Kun 8 procent af danskerne betaler i dag for rengøring i hjemmet, men over halvdelen (51 procent) vil gerne have hjælp til at svinge støvsuger og gulvspand, viser undersøgelsen fra Userneeds, der har spurgt 2012 danskere om deres holdning til rengøring.
”Danskerne prioriterer tid og dermed service stadig højere. Det handler om rengøring, men også om lettere håndværk, madlavning, bilpleje og indkøb. Fokus er på, hvad der kan skabe et tidsmæssigt overskud i en travl hverdag,” fastslår Dennis Forchhammer.