Ny Farstrup-stol hylder dansk design
Farstrup Furniture er kendt for håndbyggede ergonomiske lænestole
Nu lancerer den historiske, fynske møbelfabrik Edge-stolen, som er en ny serie, der skal sætte siddekomfort på dagsordenen hos danskerne.
Farstrup Furniture har været førende på markedet for ergonomiske hvilestole, siden den fynske møbelfabrik var med til at definere kategorien tilbage i begyndelsen af 1970’erne. I 2017 overtog en ny investorkreds ejerskabet af virksomheden, og siden har man arbejdet hårdt på at brede virksomhedens bærende ergonomiske principper ud til flere danskere.
”God komfort har ingen alder. Behovet for at sidde godt bliver tydeligere med alderen, men vi har alle brug for at sidde rigtigt. I Farstrup Furniture har vi 100 års erfaring med at fremstille møbler i bedste håndværksmæssige kvalitet og med en uovertruffen siddekomfort. Det er den viden, vi gerne vil brede ud til flere danskere,” siger Steen Lyhne-Johansen, adm. direktør og medejer af Farstrup Furniture.
Design til folket
Inden Farstrup Furniture begyndte at fremstille specialtilpassede hvilestole, stod møbelfabrikken i 1960’erne bag design og produktion af en række stole, heriblandt pindestolen, som opnåede stor succes hos danskerne.
Med lanceringen af den nye stol Edge vil Farstrup Furniture hylde og videreføre designtraditionen i både værdier og visuelt udtryk.
”Dansk design har altid handlet meget om at skabe gode møbler til folket. Det vil vi gerne hylde og vende tilbage til med lanceringen af vores stol Edge. Stolen er på en gang en videreførelse og en nytænkning af alt det, som Farstrup Furniture er kendt for,” fortæller Steen Lyhne-Johansen.
Ikke et spørgsmål om enten eller
I udviklingen af Edge-stolen har det været afgørende for Farstrup Furniture, at design ikke måtte tilgodeses på bekostning af komfort, men heller ikke det modsatte.
”Vi vil gerne vise danskerne, at man ikke behøver at skulle vælge enten design eller komfort, for man kan godt få begge dele. En ergonomisk stol kan også have et flot design med kant,” siger Steen Lyhne-Johansen.
I forbindelse med, at Farstrup Furniture i 2018 kan fejre 100 års jubilæum som møbelfabrik, er der indledt samarbejde med anerkendte møbeldesignere. Samtidig er flere nye stole undervejs og vil blive præsenteret i løbet af året, bl.a. når virksomheden er blandt de danske udstillere på den store, internationale møbelmesse Stockholm Furniture Fair i februar 2018.