fischer udstyrer boligkøbere til gør-det-selv projekter
Det giver mening at tænke i lokale partnerskaber på tværs af brancher. Det mener fischer og home i Køge, der har indgået et nyt samarbejde
I hele 2018 får boligkøbere fischers sortimentsboks, FIXtainer, som gave, når bolighandlen er i hus.
De to Køge-virksomheder fischer a/s og home i Køge slår i 2018 pjalterne sammen for at give boligkøbere en gave, der gør indflytningen og indretningen af den nye bolig lidt lettere.
Mange ejendomsmæglere har for vane at afslutte handlen med en flaske vin, men når bolighandlen er endelig, får køberne hos home i Køge en gaveæske fra fischer med skruer og dybler. Indholdet i fischers sortimentsboks, Fixtainer, gør det muligt for nye boligejere i Køge at komme godt fra start med gør-det-selv projekterne, når der skal tages hul på boligindretningen og den lette renovering.
Praktisk og brugbar gave af høj kvalitet
”Vi vil gerne give vores kunder en brugbar gave, der giver mening, og som vi kan stå inde for. Enhver køber har brug for at hænge inventar på væggene,” siger Jacob Quistgaard, ejendomsmægler MDE og indehaver af home i Køge, og fortsætter:
”Jeg er tidligere uddannet tømrer og snedker. Derfor kendte jeg allerede til fischers produkter, som jeg kan stå inde for, fordi de er af høj kvalitet. Det er vigtigt for os at have glade kunder og sige tak for et godt samarbejde til køberne. Vi vil gerne give køberne en anvendelig gave, som de kan huske tilbage på, når vi har givet det sidste håndtryk i den første dag i deres nye liv.”
En af de købere, der allerede har modtaget den praktiske gave, er parret Mads og Cecillie på 21 år. De har netop købt deres første lejlighed sammen på Boholtevej i Køge.
”Vi synes, det var en rigtig god og brugbar gave, da vi har en masse planer om at renovere vores nye lejlighed. Det er dejligt at få nogle materialer, da man altid har en lampe eller to, der skal sættes op, og fischer er jo et anerkendt mærke indenfor bl.a. skruer og dybler,” siger Mads Eibye.
Samarbejdet styrker det lokale erhvervsliv
Det var fischer, der fik idéen til at indgå et lokalt samarbejde med home i Køge og på den måde at kæde de to røde logoer sammen.
”Vi synes, det er vigtigt at tænke lokalt og tage initiativ til aktiviteter på tværs af brancher, som kan styrke det lokale erhvervsliv. Det vigtigste er, at det giver mening for begge parter, og det gør koblingen mellem homes boligkøbere og fischers kvalitetsprodukter,” siger Elisabeth Folkvardsen Tange, marketing manager i fischer, der tilføjer:
”Vores sortimentsbokse med skruer og dybler er den oplagte gave til boligkøbere, der står med et umiddelbart behov for at hænge inventar, lamper og billeder op i det nye hjem. Vores Fixtainer Universalboks har et bredt udvalg af vores skruer og dybler, og sikrer, at man altid har den rette befæstigelsesløsning ved hånden. Samtidig har vi trykt informationer om indhold og anvendelse på undersiden af boksen, så det også er nemt for nye boligejere at komme i gang med gør-det-selv-arbejdet.”
Ifølge Jacob Quistgaard fra home i Køge er samarbejdet med fischer også en god mulighed for at øge det lokale samarbejde og styrke de lokale virksomheder. Samtidig er valget af fischer som samarbejdspartner oplagt for home i Køge, da fischers kvalitetsprodukter er den helt rigtige måde at lande en god bolighandel på.
”Vi håber, at fischers sortimentsboks kan være med til at skabe gensynsglæde og fremkalde gode minder hos boligejerne om købsprocessen hos home i Køge. Gaven holder forhåbentlig lidt længere end en flaske vin og kan hives frem igen og igen,” siger han.