40 års VVS-jubilæum på Rundageren
Overmontør og taksator Henrik B. Hansen runder 40 år hos John Jensen VVS
- Jeg er vokset op med ’sorte fingre’ på værkstedet i min farfars og siden min fars smedevirksomhed i Sengeløse, så håndværket har altid ligget mig i blodet, men det er nu alligevel lidt svært at forstå, at det nu er 40 år siden, at jeg startede som fastansat VVS-montør i John Jensen VVS, hvor jeg i starten af 70’erne trådte mine lærlingesko.
Det er 40-års-jubilar og ’alderspræsident’ Henrik B. Hansen - overmontør og taksator i John Jensen VVS – der i et tilbageblik skruer tiden tilbage til dengang han som ung VVS-montør startede på sit første ’rigtige’ job.
- Dengang var firmaet et mindre VVS-firma med 10-15 medarbejdere og seks servicebiler. I dag nærmer vi os 145 medarbejdere, vi har en stor flåde af servicebiler, og mesters søn ejer virksomheden.
- Der er virkelig sket noget, men det gamle fællesskab, det selvstændige ansvar og æren ved at levere et godt stykke arbejde er den samme, konstaterer Henrik, der er stolt over at være del i det han kalder en ’fantastisk rejse’.
Hedehusene Skole, en velhavervilla, oliefyr og typehuse
Henrik fortæller videre, at han som ny lærling i 1972 sammen med en garvet VVS-montør blandt andet stod fadder til VVS-opgaver ved udbygningen af Hedehusene Skole, og håndelaget var i orden – allerede som to-års-lærling fik han sin første store opgave med montage af alt VVS-arbejdet på en stor velhavervilla, der blev opført på Frederiksborgvej.
- Det var noget af en mundfuld, men opgaven gik godt, og da jeg efter læretiden i 1976 blev indkaldt til værnepligt, blev jeg sendt afsted med mange roser og besked på, at døren stod åben, når jeg var klar af militæret.
- Det tilbud tog jeg imod vendte tilbage i januar 1978, hvor jeg blev koblet på opgaver med installation og vedligehold af oliefyr samt firmaets VVS-opgaver for store typehusfirmaer – opgaver, hvor vi med afsæt i en standardiseret industriel produktion hjemme på værkstedet skar samtlige rør og gjorde det hele klar til montage ude i de nye huse.
- Det var lærerigt og effektivt. Vi gjorde et hus færdigt om måneden og havde stort set ingen reklamationer.
200 forsikringssager
- I dag arbejder vi stadig for private, men arbejdet med oliefyr er stort set faset ud til fordel for store fjernvarmeopgaver, de små entrepriser er blevet til store fag- og hovedentrepriser, vi kører store serviceopgaver for boligselskaberne og selv arbejder jeg som overmontør og taksator med forsikringssager for de store forsikringsselskaber, fortæller Henrik.
Han tilføjer, at alene arbejdet med forsikringsskader, der aktuelt udgør en portefølje på over 200 sager, trækker på kompetencer fra hele virksomheden og beskæftiger knap 16 faste medarbejdere, som ud over at besigtige og taksere skader står for løbende opfølgning og kvalitetssikring af arbejdet.
- Det job havde jeg ikke lige set komme, dengang jeg for 40 år siden startede som ung VVS’er på Rundageren, men sådan er det jo: Man udvikler sig med jobbet, og pludselig er det en livsstil, som man ikke vil være foruden.
Tom Bogs og korthårede Buster
- Jobbet bliver en del af én og smelter sammen med familieliv og fritidsaktiviteter som en del af ens personlighed, konstaterer Henrik, der altid har holdt sig i form og gennem mere end 25 år dyrkede boksning i Taastrup Bokseklub, hvor han blandt andet med Tom Bogs i træningslokalet fik gode råd, når han sparrede med danmarksmesteren.
- I dag går jeg ikke længere i ringen, men den daglige styrketræning i kælderens motionsrum kan jeg ikke undvære, og jeg sidder med ved ringsite, bag fjernsynsskærmen til alle de store bokseslag, pointerer Henrik og tilføjer, at lange gå ture med den 8 år gamle, Korthårede hønsehund Buster hører med til dagens orden.
- Vi holder hinanden ’fit’ og klar til sammen med mine kammerater gennem 25 år at gå på jagt, hvor det i højere grad handler om hyggeligt samvær og naturoplevelser end krudtet i bøsserne, slutter Henrik B. Hansen, der for øvrigt gennem mere end 40 år har boet i Tåstrup og blandt andet fejrer mandagens jubilæum sammen med venner, familie og forretningsforbindelser.