Nytænkende kollegiekoncept i Ørestad Nord
Hvad sker der, hvis man spørger studerende om, hvordan de helst ville have deres kollegieværelse?
Det var netop dét, som UMEUS gjorde, og det udviklede sig til 336 kollegieværelser, hvor de studerendes behov og interesser for et værelse var for øje.
UMEUS har udviklet et nyt co-living kollegiekoncept, så indbydende, at man ønsker sig tilbage til studietiden for at skifte sin tarvelige studiebolig ud og være studerende igen – denne gang med et moderne, møbleret og funktionelt værelse. Selvom værelserne er lækkert møbleret, med masser af dagslys og eget bad/toilet, så er det centrale og meget tiltalende ved konceptet, de fællesfaciliteter og det 'shared community', eller på godt dansk "fællesskab," som er hele konceptets omdrejningspunkt. Et koncept der er udarbejdet ved at spørge de studerende, hvad der er vigtigt for dem, samt ved at tage det bedste fra udvalgte af de traditionelle kollegier, som stadig i dag er massivt populære blandt byens studerende.
Et stærkt hold står bag
Bag UMEUS står NREP, som er bygherre og en samarbejdspartner på en lang række Tetris projekter. UMEUS er et nyt skandinavisk boligkoncept, der sigter mod, at skabe boliger til studerende af en høj arkitektonisk kvalitet, med fokus på fællesskab og til en husleje de studerende kan betale.
Centralt for UMEUS er, at fællesskabet blandt de studerende og det faglige studieliv vægtes højt. Målgruppen vil være studerende, som ønsker at bo sammen med andre studerende, og som ønsker en attraktiv og stabil ramme om deres boligsituation under studierne.
Projektets myndighedsandragende er i gang og med Thorsten Kraft her fra Tetris A/S som drivende kraft, så forventer vi at gå i jorden allerede i andet kvartal i 2018. Det er et stærkt team, som står bag projektet med Rasmus Friis A/S som totalentreprenør, Henning Larsen som arkitekt og Sweco som rådgivende ingeniører.
På den førhen tomme IT grund, beliggende mellem ITU og DR Byen, vil der fra 2. kvartal 2018, være hektisk aktivitet. Aktivitet, der skal skabe byens nok mest hippe og uden tvivl fedeste kollegie.
Projektet er det første 'shared community' koncept, i en række af flere, som vil følge de kommende år.