40.000 har nu meldt sig til Kronprinsens fødselsdagsløb
Det går hurtigt med tilmeldingerne til Kronprinsens fødselsdagsløb den 21. maj 2018. Mandag rundede Royal Run 40.000 tilmeldinger i hele landet
Royal Run er løbet, hvor H.K.H Kronprinsen markerer sin 50 års fødselsdag og inviterer danskerne til at løbe med i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København/Frederiksberg den 21. maj 2018 (2. pinsedag).
Løbefesten arrangeres af Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund i regi af Bevæg dig for livet, der er Danmarks største idrætsvision og støttes af Nordea-fonden og TrygFonden.
To uger efter tilmeldingen åbnede, slog Royal Run rekord, så løbet i København/Frederiksberg med 10.125 tilmeldte kunne kalde sig Danmarks største 10 kilometer-løb.
Danskerne er hurtigt ude
I dag to måneder efter at tilmeldingen åbnede, er antallet af løbere i hovedstaden, der vil løbe One mile og 10 km samlet oppe på 20.521, og i hele landet tæller antallet af tilmeldte altså nu 40.000.
Det, at over 40.000 i hele landet har tilkendegivet i så god tid før selve løbedagen, at de vil løbe med og fejre Kronprinsen er ganske usædvanligt, siger direktør for Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen, der er medarrangør af løbet.
”Med udgangspunkt i det normale mønster for tilmelding til store løbsarrangementer har jeg ikke set tilsvarende siden VM Halvmaraton i København i 2014. Dengang var den samlede kapacitet 30.000 løbere, hvilket vi jo har passeret for længst. Så jeg synes, at der er rigtigt meget, som peger mod en ekstraordinær dag den 21. maj”
Alle kan være med
Danskerne har mulighed for både at melde sig til 10 km og One mile-distancen, og begge distancer er eftertragtede. Her to måneder efter, at tilmeldingen åbnede, har 27.187 tilmeldt sig 10-kilometer distancen, mens 12.953 har tilmeldt sig One mile-distancen (1,609 km) i hele landet.
”At vi valgte mile distancen var ikke en tilfældighed. Vi ønskede at gå imod strømmen med længere og længere løb for at tilbyde en aktivitet uden krav om stor investering af tid i træning. Kort sagt skal det være muligt for alle at være med på dagen. Med en usædvanlig stor tilmelding af førstegangs løbere ser det ud til at være en succes”, siger Jakob Larsen.
Bag tilmeldingerne er bl.a. tre generationer i Aalborg, der løber sammen, royalisten i Aarhus, der tager ruten med diadem, lange handsker og glimmer på, esbjergenseren, der skal løbe sit første løb igen efter en blodprop, Team veninder, der løber sammen på Fyn og en hel familie i København og på Frederiksberg, der dropper suppe, steg og is, og i stedet fejrer fars 50 års fødselsdag ved at løbe Royal Run.
Tilmeldinger fordelt på de fem Royal Run-byer:
Aalborg: 5402
Aarhus: 7515
Esbjerg: 3287
Odense: 3415
København/Frederiksberg: 20.521
Kontakt: Jakob Larsen, Direktør i Dansk Atletik Forbund: 29 44 43 32