Nakskov Mill Foods er ny partner hos Fuldkornspartnerskabet
Nakskov Mill Foods træder ind i Fuldkornspartnerskabet den 2. januar 2018
"Vi glæder os rigtig meget til at samarbejde med vores kunder om at udvikle produkter, som fortjener fuldkornslogoet. Allerede i starten af 2018 vil en af vores kunder byde det første børneprodukt med fuldkornslogoet velkommen på hylden – vi glæder os" siger Jette Andersen – Salgsansvarlig hos Nakskov Mill Foods.
Det hele startede i 1898 med en enkelt mølle i Maribo. Senere rykkede virksomheden til Nakskov, og har gennem årene vokset sig større og større. I dag er Nakskov Mill Foods en storproduktion af morgenmadsprodukter produceret på korn og er ledende på private label markedet. De producerer mange former for flager bl.a. havregryn, som er en stor del af mange danskeres morgenmåltid.
"Det ligger dybt i vor DNA, at morgenmadsprodukterne skal være nærende, smage godt og helst tage sit udspring i fuldkorn" fortsætter Jette Andersen.
Nakskov Mill Foods arbejder konstant på at videreudvikle nye og unikke fuldkornsprodukter også inden for andre kategorier end morgenmad. Produkter der lever op til forbrugernes krav om bl.a. fødevarer med lavere salt, fedt og sukkerindhold.
I Fuldkornspartnerskabet er man glade for at få endnu en partner med ombord:
"Vi er glade for, at Nakskov Mill Foods slutter sig til Fuldkornspartnerskabet, da de bidrager med fuldkornslogomærkede produkter i morgenmadskategorien, som sammen med rugbrød og brød er de produkter, som danskerne spiser mest af, når det handler om fuldkorn. Vi glæder os til at komme i gang med samarbejdet" siger Rikke Iben Neess, kampagneleder hos Fuldkornspartnerskabet.
Fuldkornspartnerskabet har siden 2009 arbejdet for at øge danskernes indtag af fuldkorn.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at en voksen indtager min. 75 g. fuldkorn dagligt, og vi er godt på vej – danskerne indtager i dag i gennemsnit 63 g. fuldkorn om dagen.