Hvem passer på dit hjem i julen?
Julen er uden sammenligning den tid på året, hvor der sker allerflest indbrud. Men der findes måder at holde indbrudstyven ude. Her kommer fem gode råd
Julen er hjerternes fest. Men december er også højtid for indbrudstyven, og 1. juledag er den dag på året, hvor der sker flest indbrud. Ifølge Danmarks Statistik skete der 19.541 indbrud i danske hjem i de første 9 måneder af 2017, og sammenlignes tallet med de forrige år, sker det højeste antal indbrud i fjerde kvartal af året:
- Der er ingen tvivl om, at indbrudstyven efterhånden er en velkendt gæst, og derfor er det vigtigt at have fokus på at sikre hjemmet. Det mest gennemgående ved indbrud er, at tyven går efter letomsættelige varer som smykker og elektronik, siger Lene Rasmussen, der er skadechef ved Gjensidige Forsikring.
Hun foreslår fem ting, du kan gøre for at holde indbrudstyven ude.
1. Sikre døre og vinduer
Døre og vinduer er særlig udsatte ved et indbrud. Lene Rasmussen anbefaler derfor, at man anskaffer sig indbrudssikrede vinduer og døre, som gør det sværere for indbrudstyven at bryde ind i huset.
- Indbrudssikrede døre og vinduer har en forebyggende effekt ved indbrud. Det skyldes, at de tager væsentlig længere tid at bryde op sammenlignet med almindelige døre og vinduer. Står indbrudstyven og skal vælge mellem to huse, undgår personen typisk det, der har indbrudssikrede døre og vinduer, forklarer hun.
At døren er vigtig, når det drejer sig om at holde indbrudstyven ude, kan man nikke genkendende til hos dørproducenten SWEDOOR:
- Døren er det første skridt mod at sikre hjemmet mod indbrud, og derfor har vi på baggrund af en øget efterspørgsel på et mere sikkert hjem udviklet vores sikkerhedsklassificerede yderdør. Døren kan håndtere et aktivt indbrudsforsøg i minimum 5 minutter, hvilket gør det svært for indbrudstyven at komme ind i hjemmet, siger Peter Sejling, der er salgsdirektør for SWEDOOR i Nordeuropa.
2. Opsæt tyverialarmer
Opsæt alarmer i hjemmet, da de sætter indbrudstyven under tidspres. Selvom alarmer ikke er en garanti mod indbrud, så har de en forebyggende effekt, fordi de skaber larm og opmærksomhed, og derved er gode til at minimere skaden ved et indbrud.
3. Fjern værdigenstande
Fjern værdigenstande som eksempelvis computere og smykker, så de ikke er visuelt synlige ude fra gaden. Det samme gælder julegaverne. Det er desuden en god idé at lægge julegaverne i bilens bagagerum, når du er på julegaveshopping. På den måde fristes tyven ikke til at bryde ind i bilen.
4. Husk nabohjælpen
Bed din nabo om at holde øje med boligen, mens du er væk. Det gør det sværere for tyven at gennemskue, om der er nogen hjemme eller ej. Din nabo kan eksempelvis smide affald i din skraldespand, rydde sne, tømme postkassen, flytte rundt på ting inde i hjemmet og løbende flytte bilen, så det ligner, at der er aktivitet på din adresse.
5. Gør det besværligt for indbrudstyven
Gør det besværligt for indbrudstyven at finde det, personen leder efter. På den måde er der større sandsynlighed for, at skaden formindskes ved et indbrud. En god huskeregel er at tænke som indbrudstyven og gemme værdigenstande, så de ikke er let tilgængelige. Sæt, hvis muligt, timer på fjernsynet og lysene, så det bliver svært for indbrudstyven at gemmeskue, om der er nogen hjemme eller ej.
Skulle du være så uheldig at få besøg af en ubuden gæst, opfordrer Lene Rasmussen til, at du husker at gemme kvitteringer og tage billeder af dine værdigenstande, således du bedre kan dokumentere, hvad du har mistet.