Et aktivt liv som selvstændig forretningskvinde blev brat sat på stand by, da Anne Svalgaard Toftild faldt ned fra en stige og knuste sin hæl

Bruddet sendte den nordjyske forretningskvinde ind i et smertehelvede, der var ved at knække hende, og hun frygtede, at hun måtte lukke sin butik og blive førtidspensionist. Da alt så sortest ud, fik Anne Svalgaard Toftild hjælp fra en kant, hun ikke selv havde fået øje på.

Hvide prinsessedrømme i tyl og blonder hænger side om side på tøjstativerne i butikken, der meget passende bærer navnet 'Luxux'. Her i den smukke, nedlagte baptistkirke i nordjyske Birkelse sælger Anne Svalgaard Toftild brude- og konfirmationskjoler, og i øjeblikket er hun travlt optaget af at dampe og prissætte kjolerne forud for næste modeshow.

Den 55-årige kvinde har haft sin virksomhed i 22 år, og hun elsker kontakten at sy og designe og have kontakt med kunderne, som skal finde den rette kjole til deres store dag. Men siden foråret 2016 har livet som butiksejer - og livet helt generelt - ikke været det samme for Anne. Hun var i færd med at male lokalerne i sine nye butikslokaler, som tidligere lå i Vester Hassing. Men noget gik galt. Anne trådte forkert på trappestigen og kunne straks mærke, at noget var helt galt med hendes venstre fod. 
- Jeg forsøgte at rejse mig op ved hjælp af et kosteskaft, men det kunne jeg ikke, fortæller Anne, der blev kørt på hospitalet af en medarbejder i butikken. Her fik hun at vide, at hælen var så knust, at operation højst sandsynlig ikke ville hjælpe. I stedet fik hun lagt gips omkring, så knoglerne kunne hele og blev sendt hjem med krykker og tid til genoptræning. 
- Jeg tænkte bare: Jeg skal hurtigt i gang. Kan jeg ikke gå, må jeg kravle. Sådan tror jeg, at selvstændige tænker, siger hun med et lille suk.

Bange for at miste butikken
Anne passede sin genoptræning og syntes, at det gik langsomt bedre med foden. Efter et halvt år blev hun raskmeldt af Aalborg Kommune, selv om hun ikke følte sig klar. Men som hun selv siger, er hun ikke 'én, der piber'. Og eftersom omsætningen i hendes forretning var raslet ned under sygemeldingen, brændte hun også for at drive den i gang igen. Men hun måtte hurtigt erkende, at man ikke kan presse en citron, der ikke er nogen saft i.
- Jeg kravlede rundt - bogstavelig talt - så jeg fik hård hud på hænderne. Og når jeg var færdig med kunder i butikken, gik jeg direkte i seng og vrælede, fordi jeg var udmattet og havde ondt. Når jeg vågnede om natten, rystede min krop, fortæller Anne og fortsætter, inden hun lægger sin højre fod op på en blød puf under bordet:
- Jeg forsøgte at være stærk, men anede ikke, hvordan jeg skulle få mig selv og min forretning til at hænge sammen. Det føltes som en ond spiral, jeg ikke kunne komme ud af. Min butik er mit liv, og jeg var bange for at miste den og miste mig selv, fortæller Anne, der har andre end sig selv at passe på. Hun er mor til en søn på 23 år med forskellige udfordringer.

Kendte ikke sine rettigheder
Da Annes situation virkede allermest håbløs, fik hun en opringning fra sit forsikringsselskab, If Skadeforsikring. Her har hun været kunde i mange år. Tidligere i forløbet havde selskabet betalt for blandt andet kørestol og akupunktur, og nu ville de sætte Anne i forbindelse med den private rehabiliteringsvirksomhed, Aleca. Jakob Tarp Sørensen, der er partner i virksomheden, iværksatte straks en deltidssygemelding til Anne, ligesom han kontaktede Jammerbugt Kommune for at søge om en medhjælper i butikken. Endelig sendte han Anne på Alecas smerteklinik i Thisted. 
- Jeg anede intet om, hvad mine rettigheder var. Men her kom en sød mand, som satte tingene i værk og hjalp mig. Det føltes som at møde en frelsende engel, siger hun og ler. 

Jammerbugt Kommune sagde ja til at give Anne personlig assistance 15 timer i højsæsonen og 5 timer i lavsæsonen til det tunge arbejde med pakke kasser ud og hænge kjolerne op. Det betyder, at Anne kan klare at have lidt flere kunder på en dag, fordi hun ikke bliver så udtrættet.
- Det giver ro, og det er virkelig skønt, siger Anne, der også oplever færre smerter efter besøget på smerteklinikken. Her fik hun udleveret en anden type medicin og fik anbefalinger om at spise antiinflammatorisk kost med mange grøntsager og meget lidt kød, brød og sukker. 
- Jeg har haft så ondt, at tårerne sprøjtede ud af mine øjne. Nu kan jeg leve med generne. For selv om smerterne ikke er helt væk, og jeg stadig er begrænset i forhold til at stå og gå, føler jeg, at jeg har fået et nyt liv, fortæller Anne og pointerer: 
- Havde jeg ikke fået den her hjælp, havde jeg måttet dreje nøglen om. Lige nu tror jeg på, at det kan lade sig gøre at drive min butik videre og have et værdigt liv samtidig.