Gør din have til en leg
Det skal være sjovt at gå i haven. Her får du vores tips til, hvordan du slipper udenom det kedelige arbejde, så der bliver tid til de sjove haveprojekter
Ukrudt, græsslåning og hækkeklipning. For mange haveejere er havearbejde forbundet med pligter mere end fornøjelse, men sådan behøver det bestemt ikke at være. Her får du vores råd om, hvordan du gør din have til en leg.
Netop nu er et godt tidspunkt til forandringer, da september er årets bedste plantemåned.
Hvad er din havedrøm?
Start med at finde ud af, hvad din havedrøm mere præcist går ud på. For de fleste af os, der elsker vores have, handler haveglæden nemlig i høj grad om at udleve vores havedrømme. Uanset om drømmen er en smuk rosenhave, et hav af blomstrende stauder, at dyrke sine egne lækre grøntsager eller noget helt andet.
Vær realistisk
Men det er samtidig vigtigt at have et realistisk ambitionsniveau. For det hele bliver nemlig meget sjovere, når man får succes med sine haveprojekter.
Hvis drømmen er en frodig køkkenhave, men du ikke har ret meget tid, skal du ikke starte ud med at anlægge en køkkenhave på 300 kvadratmeter. Det er dømt til at blive en fiasko, da arbejdet med at luge og vande hurtigt vil dræne dig for haveglæde.
Det er bedre at starte småt. Du kan altid udvide senere, når din succes giver dig lyst til mere. Begynd med at anlægge en lille køkkenhave på nogle få kvadratmeter eventuelt i et par højbede, som kan gøre køkkenhaven mere overskuelig at passe. Eller plant nogle bærbuske som fx solbær og stikkelsbær, som giver lækre hjemmedyrkede bær til desserter og marmelade.
Læs mere hos Haveselskabet