Højsæson for malearbejde - Undgå fejl med hjemmebesøg fra Husdoktoren
Husdoktoren er et nyt koncept, der sikrer dig ekspertviden om mure, træværk og vinduer, inden du går i gang med malearbejdet
Servicen har imponeret Malene Leth, der stod over for en omfattende renovering.
Forårets milde temperaturer er perfekte til udendørs malearbejde, og den grønne årstid er derfor også højsæson for salg af træbeskyttelse og maling. Nu lancerer Nordsjö Ide & Design (tidligere Sadolin Farveland) et nyt koncept – Husdoktor – hvor en erfaren medarbejder gratis gennemgår alle facader og træværk på dit hus og udarbejder en rapport og handleplan for, hvordan de enkelte overflader bør behandles.
– Vi oplever ofte, at boligejere er i vildrede om, hvordan de skal behandle deres facader og træværk. Vores eksperter har svært ved at give den komplette rådgivning, inden de ved selvsyn har konstateret tilstanden på facader og træværk. Derfor er det en god idé at få fagfolk ud på adressen og gennemgå huset fra kvist til kælder, siger Lars Borup, teknisk konsulent ved Nordsjö Ide & Design, og uddyber de typiske problemer, som Husdoktoren oplever:
1 – Fugt i træet er meget normalt og skyldes som oftest konstruktionsfejl, der giver vandfælder, så vandet ikke frit ledes bort. Fugtigt træ giver gode betingelser for råd og svamp, der nedbryder træet. Fugtigheden i træværket skal være under 20 procent, før træbeskyttelsen påføres.
2 – Alger og anden belægning på facader og træværk er også et typisk problem på de danske huse – særligt på nordvendte overflader. Grønalger og begroninger skal fjernes inden behandling med træbeskyttelse eller maling, der ellers hæfter dårligt.
3 – Grundig rengøring råder vi til hver eneste gang, vi hjælper kunderne. Vi kan have nok så gode produkter, men er underlaget ikke rent, virker de altså ikke optimalt og skaller derfor hurtigt af igen. Afvask overfladen grundigt med grundrens og affedt med cellulosefortynder. Derefter skal du fjerne løst eller dårligt vedhæftende træbeskyttelse med et skrabejern. Og er overfladen glat, skal den også have en omgang med rystepudseren.
Borer, banker og måler
En af de kunder, der har ringet efter et hjemmebesøg fra den lokale Husdoktor, er Malene Leth, der ønskede at hjælpe sin 74-årige mor, Grethe Christiansen, med at give hendes aldrende hus i Nexø en tiltrængt opfriskning. Det idylliske byhus skulle have malet vinduer, yderdøre og en pudset væg, der med tiden havde fået en mærkelig farve. Malene Leth havde dog sine forbehold, da hun ringede efter Husdoktoren:
– Jeg tænkte, at det nok var en overfladisk gennemgang, og at Nordsjö Ide & Design bare vil sælge noget maling. Men det var helt omvendt. Han borede, bankede og målte fugtigheden i hele huset og var virkelig grundig. Bagefter fik vi en step-by-step-plan for, hvordan vi skulle gribe arbejdet an. Det gav tryghed inden arbejdet, og resultatet er blevet rigtigt flot, fortæller Malene Leth.
Malene Leth tøver ikke med ringe efter Husdoktoren næste gang, hun står over for et maleprojekt.