JFP øger effektiviteten med drone-flyvninger
Mangelregistrering, 1 års- og 5års-gennemgange og forskellige tilsyn på byggepladserne kan være en både tidskrævende og bekostelig affære
Men hos JFP har vi med moderne teknologi gjort en del af opgaverne en smule nemmere: Registrering via drone.
Til diverse tilsyn og kontrol af mangler på facader, altaner og tage på Grønnedalsparken i Skanderborg og på en 5 års-gennemgang på Brændgårdsparken i Herning, hvor blandt andet tagene er blevet efterset, har JFP’s drone været på arbejde – og resultaterne er over al forventning.
Der er en række økonomiske, kvalitetsmæssige og tidsbesparende fordele ved dronerne. En lift til manuel inspektion kan koste mange tusinde kroner om dagen, og ved større byggerier kan det således være en ganske omfattende post – både med hensyn til mandetimer og økonomi.
Med dronen kan vi blandt andet lave en gennemgående kvalitetssikring af byggeriet og detaljerne, lave stade via billeder og skyde oversigtsbilleder eller film fra byggepladsen. Vi kan registrere mangler og kontrollere om manglerne er udbedret. Vi kan føre tilsyn og lave 1 års- og 5 års-gennemgange.
At flyve med drone er naturligvis ikke noget, man bare gør. Derfor har vi også uddannet en af vores medarbejdere, som har taget dronecertifikat. Ligesom vores drone, en DJI Phantom 3 Professionel, er registreret ved Trafik- og Byggestyrelsen. Desuden skal grundejeren altid give tilladelse til flyvningen, lige som politiet skal underrettes om operationen og beboerne skal orienteres, hvis vi flyver tæt på bygninger.
Men der er ingen tvivl om, at registrering med drone kan effektivisere en række processer, som før var ganske tids- og ressourcekrævende. Og så giver det mulighed for at tage flotte billeder og film af de mange spændende byggerier, som vi heldigvis er i gang med.