Dårligt energimærke koster afslag i boligprisen
Når energimærket nærmer sig det røde felt, forlanger boligkøberne større afslag
Det viser en gennemgang af næsten 13.000 bolighandler gennemført det seneste år hos EDC.
Har boligen et G-mærke, som er den laveste kategori, gives der i gennemsnit næsten 7 pct. i afslag. Har boligen derimod et A-mærke, skal køberen ikke sætte næsen op efter noget særligt, idet der i snit gives mindre end 1 pct. i afslag på A-mærkede boliger. Mere end 7 ud af 10 solgte boliger er forsynet med energimærke C, D eller E.
Analysen viser også, at det ikke kun er det procentuelle afslag, der er størst på boliger med energimærker i den røde ende. Også målt i kroner skal sælgeren af med et større afslag for at få køberens underskrift på købsaftalen, idet der på G-mærkede huse i gennemsnit gives et afslag på 82.000 kr., mens det A-mærkede hus sælges med et afslag på kun 27.000 kr. i snit.
”Det er ikke helt ligegyldigt om vi regner i kroner eller procenter,” siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. ”De A-mærkede huse er nemlig ca. 3 gange dyrere end de G-mærkede, men tallene viser, at der gives større afslag, uanset om vi regner i kroner eller i procent.”
Energimærket er ikke hele forklaringen
Det er nærliggende at konstatere, at dårlige energimærker slår igennem i det afslag, sælger må acceptere for at få solgt: ”Der er ingen tvivl om, at køber ofte forsøger at presse prisen på grund af et dårligt energimærke, men det er ikke hele forklaringen. Ejendomme med et energimærke i den lave ende er ofte også ældre og slidte på alle andre områder, mens A- og B-mærkede ejendomme er opført inden for de seneste år. Energimærket er således en del af forklaringen, men der vil også være andre ting, der kan betyde et afslag i handlen.”
Beliggenheden spiller tillige ind, idet der er relativt flere ejendomme med F og G-mærker i de billige områder af landet.
Flest huse med mellemgode energimærker
Størstedelen af de handlede boliger har karakteren C, D eller E. ”Det er i praksis kun nybyggede lavenergihuse, der kan få et A-mærke, ligesom B-mærket stort set kun opnås på nye ejendomme. Køber man bolig i det brede midterfelt, dvs. parcelhuse opført i perioden 1960-2000, så er et C-mærke reelt topkarakter, mens D og E er forventeligt og normalt,” siger Jan Nordmann. ”I denne situation skal man altså ikke blive forskrækket over et E-mærke, men selvfølgelig er det altid en god idé at undersøge, om energitilstanden kan forbedres.”
Ofte kan energitilstanden forbedres enkelt og relativt billigt ved at efterisolere loft og gulve. ”Som ejendomsmægler bliver man mødt af spørgsmål, om det kan betale sig at gøre noget ved ejendommens energimæssige tilstand inden salget. Svaret er, at enkle og billige løsninger som eks. mere isolering på loftet kan betale sig, men dyrere forbedringer skal man ikke foretage, hvis det alene sker for at opnå en bedre pris i forbindelse med et salg. Dem skal man derimod foretage, når man planlægger at blive boende i huset og ønsker et bedre indeklima og lavere energiudgifter,” siger Jan Nordmann.
Kilde: EDC